Ailsa Bay

Nyheden om den første officielle aftapning fra det William Grants & Sons ejede Ailsa Bay kom sidst i oktober og jeg skrev om den her. Nu har jeg haft mulighed for at smage den og så er jeg jo også nødt til at skrive om oplevelsen. Den har en PPM værdi på 21 og en SPPM værdi på 11. Nu spørger du sikkert dig selv, hvad en SPPM værdi er… I følge William Grants & Sons er det et udtryk for sødme, men hvor den sødme er målt henne og hvordan den er målt ved jeg ikke. Det er vist mere markedsføring end det er reel videnskab.

Mere information og flere indlæg om Ailsa Bay.

Ailsa BayAilsa Bay
Alder: NAS
Alkohol: 48,9%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Godt med røg i næsen. Dampede muslinger og røgede fisk. Stjerneanis, salt og tjære. Den er også ret sød med noter af honning og saltkarameller. Lidt grønne æbler. En ganske dejlig og afbalanceret næse, der mest af alt minder mig om Port Charlotte.

Smagen: Det er sødmen som dominerer i starten. Karamel og nogle nødder. Lidt kamillete inden den bliver røget og krydret. Lakrids, salt og våd tobak.

Eftersmagen: Lang eftersmag med masser af røg og tobak. Lidt nødder.

Karakter: 81/100 (skala)

Man kan jo dårligt undgå at blive en smule forelsket i en aftapning, som får verdenspremiere på det danske marked. Den er jo nærmest udnævnt til nationalwhisky inden nogen overhovedet har smagt den, men når euforien har lagt sig, så står man tilbage med en whisky, som er ret ung og hvor marketingafdelingen måske har haft lidt for frie hænder. Hvad er meningen med SPPM og hvorfor er der limet en granitsten fast i proppen?

Nu skal jeg nok pakke den sure gamle mand væk, så vi kan fokusere på selve indholdet. Som jeg sagde før så er det ung whisky, men sødmen og den højere alkoholprocent kompenserer egentlig ret godt for den manglende modenhed. Det største problem er nok prisen. Den sælges til intropris rigtig mange steder, men normalprisen ligger omkring 700 kroner og til den pris er der mange andre røgede whiskyer, som jeg hellere vil have på hylden.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *