Arran Private Cask 2005/030

Når man er til whiskymesse, så kommer man uvægerligt hjem med nogle flasker. Nogle af dem har man kigget på i længere tid og bestemt sig for at købe på messen og andre er tilfældige flasker, som man falder over og som sparker benene så meget væk under én, at man bare må eje dem. Købelysten bliver selvfølgelig også lidt større når man har fået et par dramme indenbords! I dag skal vi smage på en af de flasker som hører til i den sidste kategori.

Arran Private Cask 2005/030 er en single cask aftapning med en alder på 9 år og den er tappet specielt til Danmark. Jeg købte den ved Tøndens stand på whiskymessen, hvor jeg smagte flere single cask aftapninger fra Arran. Blandt disse var der en 15 års og to 16 års, som alle havde lagret på sherryfade, men det var denne 9 års som sparkede benene væk under mig og da jeg jo har denne her hang til sherrybomber som jeg ikke helt selv er herre over, så måtte den ned i posen sammen med resten af udbyttet.

Mere information og flere indlæg om Arran.

Arran Private Cask 2005/030Arran Private Cask 2005/030
Destilleret: 1. august 2005
Aftappet: 20. oktober 2014
Alder: 9 år
Alkoholt: 55,7%
Udbytte: 298 flasker (jeg har flaske 113)
Fadtype: First-Fill Sherry Hogshead

Næsen: Masser af sødme i starten med tørrede æbler, kanel, vanilje og appelsinmarmelade. Med en dråbe vand eller to mister næsen først noget af sødmen og giver noter af fugtigt græs, forårsblomster og en lille smule menthol, men hvis man lader den stå i et godt stykke tid kommer sødmen tilbage med fuld styrke og den begynder nærmest at dufte som en bourbon. Masser af brun farin og brændt træ. Virkelig spændende og interessant næse og det var da også næsen som fik mig til at købe flasken til at begynde med.

Smagen: Rimelig sød og blid ankomst med lidt tørrede frugter, rosiner og figner, inden der kommer en eksplosion af krydderi. Kanel, vanilje, peber og masser af varme. Til sidst i paletten nogle brændte mandler og våd tobak. Den der eksplosion i midten af paletten kan godt være lidt krads, men det udligner sig med sødmen i starten og slutningen og selvom en skefuld vand godt nok fjerner det skarpe indtryk, så fjerner den desværre også så meget andet i det her tilfælde. Jeg ville undlade at tilsætte vand undtagen de par dråber, som er med til at åbne næsen op.

Eftersmagen: Flere tørrede frugter og generelt en sød eftersmag, som dog er lige kort nok og måske er det eneste, der skuffer mig en lille bitte smule. Vi havde været helt oppe og ringe, hvis eftersmagen havde fulgt med resten og det kunne nok også have udmøntet sig i et eller to point mere i karakteren.

Karakter: 89/100 (skala)

Det er en meget spændende Arran vi har at gøre med her. Jeg er ikke i tvivl om, at fad 2005/030, som den her har ligget på, er lavet af amerikansk eg og det virker tillige som om, at fadet har været brændt indvendigt inden det er blevet påfyldt med sherry. Næsen er ret fascinerende og den fortjener, at man sætter sig ned og bruger lidt tid på den. Jeg ved ikke helt om den her kvalificerer sig som en “rigtig” sherrybombe. Der er ingen tvivl om at den sherry, som har ligget på fadet har haft en indflydelse, men der er så meget andet ved det fad som spiller en rolle her og det er, i det hele taget, bare vældig god whisky. En flaske koster 595 kroner og det eneste sted jeg kender, hvor jeg ved at de har den er hos Tønden i Haslev. Jeg kan på det varmeste anbefale den!

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *