Auchentoshan Three Wood

Det er ikke så længe siden at jeg sidst anmeldte en Auchentoshan og dengang var det Auchentoshan 12 YO, som kom under kærlig behandling. Denne skal det handle om Three Wood, som rent prismæssigt ligger et niveau over deres 12 års. Lad os se om kvaliteten også ligger et niveau over når vi endnu en gang smager på en Lowland malt. Denne aftapning tilbringer den første del af sin tilværelse på tidligere bourbonfade, hvorefter den overføres til fade af europæisk eg, som tidligere har indeholdt Oloroso sherry. Når den har ligget der et stykke tid bliver den igen overført til andre fade, som denne gang har indeholdt Pedro Ximénez sherry. Vi burde altså have at gøre med en whisky, som i den grad har potentiale til at være lidt af en sherrybombe.

Mere information og flere indlæg om Auchentoshan.

Auchentoshan Three WoodAuchentoshan Three Wood
Alder: NAS
Alkohol: 43%
Koldfiltreret: Ja
Farvet: Ja

Næsen: Masser af frugt i næsen. Både frisk frugt som æbler og mandariner, men også tørrede frugter som figner og rosiner. Karamelliseret sukker og melasse. Lidt ligesom en rom. Fantastisk sød næse, men også lidt krydret med kanel.

Smagen: Ikke umiddelbart den ankomst man forventer ud fra næsen. Afslutningen på sherryfadene har ikke formået at fjerne alle spor af destilleri karakteren og ankomsten er ret maltet. Det skal forstås positivt. Efterfølgende kommer sherrynoterne i form af brændte figner og en kortvarig sødme, der hurtigt slår over i mørk chokolade og nogle bær. Afslutningsvis lidt kanel.

Eftersmagen: Relativ lang eftersmag med kanel og nødder. Munden tørrer lidt ud og viser at whiskyen trods alt har lidt alder. Dejlig eftersmag.

Karakter: 86/100 (skala)

Auchentoshan Three Wood er, hvis man spørger mine smagsløg, klasser bedre end deres 12 års. Det hjælper selvfølgelig at jeg er lidt af en sherrygris, men jeg synes bare at den her har meget mere kompleksitet og en næse, som er fantastisk lækker. Selvom den stadig smager som en Lowland whisky og tilmed er destilleret tre gange, så kan man godt komme helt i tvivl når man drikker den. Den er noget mere fyldig end deres 12 års og den lethed, som normalt kendetegner Auchentoshan har lige fået lidt ekstra bagage. Det billigste jeg har set den til herhjemme er 440 kroner, men den kan erhverves for omkring 350 kroner syd for grænsen og jeg kan godt anbefale den, hvis man altså er en sherrygris ligesom mig.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *