Benromach 35 YO

Denne Benromach 35 YO blev introduceret til markedet i februar måned og selv om vi ikke med sikkerhed ved, hvor mange af disse gamle fade Benromach råder over, så skal vi nok ikke forvente at det er en aftapning, som forbliver en del af deres faste sortiment ret længe, da Benromach var lukket mellem 1983 og 1998. Whiskyen, som indgår i denne 35 år gamle whisky har udelukkende ligget på first-fill sherryfade og mon ikke de fleste af fadene er lavet af europæisk egetræ. Benromach er et af mine yndlingsdestillerier og da jeg glæder mig som et lille barn til at smage denne gamle aftapning, synes jeg bare at vi skal komme i gang. Tusind tak til Juul’s for denne sample.

Mere information og flere indlæg om Benromach.

Benromach 35 YOBenromach 35 YO
Alder: 35 YO
Alkohol: 43%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Karamel, honning, brændt appelsinskal, lys chokolade og nelliker. Der er en duft af gammel sherry, som er svær at forklare. Fadene prikker lidt i næsen og man kan fornemme alderen. Kanel, rosiner sammen med noget læder og en smule tør tobak. Den bliver mere frisk og frugtig jo længere man snuser til den. Det er nærmest en slags tropefrugt uden, jeg dog lige kan præcisere det. Virkelig en kompleks næse, som har godt af tid i glasset.

Smagen: Meget cremet lige fra starten af. Sød og krydret. Appelsiner, rosiner, kanel, honning og en del chokolade. Lidt nelliker til sidst og sådan en sur/sød fornemmelse på tungen. Der er noget sirupsagtigt over den. Nærmest lidt brændt sukker til sidst, som lige gør den en smule bitter og så begynder den ellers at tørre ganen ud og der kommer en del fad.

Eftersmagen: Lang tør eftersmag med masser af fad, kanel, kakao og lidt tobak.

Karakter: 89/100 (skala)

Det er et sandt privilegium at få lov til at smage en Benromach, der er så gammel og som er præsenteret så flot og her mener jeg ikke indpakningen, men den måde fadene er sammensat på. Jeg synes ærligt ikke at næsen er specielt imponerende. Det er dejligt at fadene ikke har taget overhånd på de 35 år og udelukkende dufter af sherry, men når vi er oppe i den prisklasse vi er oppe i, så synes jeg at næsen mangler lidt “finesse”. Det er helt klart på smagen og i eftersmagen at den her scorer de høje point. Den her kombination af sødme, surhed og bitterhed kombineret med den lange tørre eftersmag er simpelthen fremragende og giver én lyst til en tår mere og en tår mere og en tår mere… Så er der lige det med prisen. I Danmark koster den 7.000 kroner og lidt mindre, hvis man leder ude i Europa og så er vi lige pludselig oppe, hvor den skal konkurrere med en masse andre luksusaftapninger, men det er man nok ligeglad med, hvis har den slags penge til en enkelt flaske. Uanset hvad, så er det her godt håndværk og stor ros til Benromach.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *