Benromach Château Cissac 2006

Benromach har en del forskellige aftapninger i deres Wood Finish serie og de udkommer med jævne mellemrum i såkaldte vintages, hvor det tydeligt fremgår hvilket år whiskyen er destilleret i. Fælles for dem alle er at de er afsluttet på en specifik type vinfade og denne Château Cissac er altså én af dem. Château Cissac er en vinproducent fra Bordeaux regionen i Frankrig, som er ejet af familien Vialard. Efter at ligget på first-fill bourbonfade har whiskyen modtaget en afslutning på 20 måneder i tidligere rødvinsfade fra Château Cissac. Vintage 2006 er den første udgave af Château Cissac og det blev til 4.200 flasker, som blev frigivet i 2014. Tusind tak til Juul’s for denne sample.

Mere information og flere indlæg om Benromach.

Benromach Château Cissac 2006Benromach Château Cissac 2006
Destilleret: 2006
Tappet: 2014
Alder: 7-8 år
Alkohol: 45%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Dufter lidt som sådan en frugtskål, man kan købe som snack på tankstationer og i kaffebarer. Vindruer, honningmelon, æbler og kiwi. Der er også appelsinjuice, honning eller sirup og chokolade. Den er slet ikke så vinøs i næsen som jeg forventede. Lidt nødder, som måske er mandler og nogle abrikoser. Der er et lille hint af røg, som lige så godt kan være fad. Lidt vand gør den mindre frugtig og der er endnu mere chokolade.

Smagen: Den smager også af honningmelon. Ikke så frugtig som næsen antyder. I smagen er den mere krydret og tung. Der er dog lidt bær og så er den pebret med sådan en jordet kvalitet og lidt mere af den der fjerne røg. Der dukker både kanel og chokolade op midt i paletten.

Eftersmagen: Kort til medium eftersmag med lidt mere fad (eller røg) og så er den tør med lidt kaffe og mørk chokolade. Man kan faktisk godt fornemme rødvinen til sidst i eftersmagen.

Karakter: 82/100 (skala)

Jeg synes det er fint at et destilleri som Benromach eksperimenterer med forskellige finishes på nogle fadtyper man ikke ser så ofte, så længe det tjener et formål og det er måske her at denne Château Cissac falder lidt igennem. Jeg kan nemlig ikke helt se formålet. Den mangler den der tydelige indflydelse af vinfadet og hvis man er den type som hader vinlagret whisky, så er det lige før jeg tror at man kunne drikke den her med glæde. Jeg mangler noget frugtighed, noget krydderi eller noget tørhed i både næsen og smagen. Noget der trækker den ud i hjørnerne og gør den lidt ekstrem. Noget som tiltaler det der meget specifikke publikum, som elsker whisky på vinfade. Jeg ved ikke om den har fået for kort tid på rødvinsfadene eller hvad der er galt, men det føles bare en lille smule kedelig. Jovist den er bestemt anderledes end den almindelige Benromach 10 YO, men jeg ved ikke om det er nok til at retfærdiggøre produktet. En flaske koster omkring 550 kroner herhjemme og selvom der er lavet et begrænset antal, så er den stadig til at skaffe.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.