Benromach Sassicaia 2005

Benromach har en del forskellige aftapninger i deres Wood Finish serie og de udkommer med jævne mellemrum i såkaldte vintages, hvor det tydeligt fremgår hvilket år whiskyen er destilleret i. Fælles for dem alle er at de er afsluttet på en specifik type vinfade og denne Sassicaia er altså én af dem. Sassicaia er en italiensk rødvin, som er produceret af Tenuta San Guido. Vinen kommer fra Bolgheri i Toscana og er ifølge visse kilder den første af de såkaldte “Super Tuscans”, som er en uofficiel klassifikation for en bestemt type italiensk rødvin. Efter at ligget på first-fill bourbonfade har whiskyen modtaget en afslutning på 29 måneder i tidligere Sassicaia rødvinsfade. Der er lavet en del udgaver af denne Sassicaia og den Vintage 2005, der er i glasset i dag er tappet i 2012 og det blev til 4.200 flasker i alt. Tusind tak til Juul’s for denne sample.

Mere information og flere indlæg om Benromach.

Benromach Sassicaia 2005Benromach Sassicaia 2005
Destilleret: 2005
Tappet: April 2012
Alder: 6-7 år
Alkohol: 45%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Noget uvant for en Benromach, så er det faktisk røgen jeg fornemmer først. Sammen med en masse fad. Der er lidt pærer og nogle æbler. Kanel og figner. Det dufter lidt af et refill sherryfad og ikke ret meget af vinfad.  Honning og karamel. Vand ændrer ikke meget på den, men fjerner lidt af røgen.

Smagen: Karamelliserede æbler og pærer. Rosiner og lidt friske bær. Midt i paletten kommer røgen og igen synes jeg at den kommer til at dominere på en måde, som er meget ulig Benromach og den fortsætter hele vejen igennem paletten. Den bliver tør, men det kommer ikke fra vinfadene, men fra røgen. Lidt chokolade til sidst. Vand ændrer ikke meget på paletten.

Eftersmagen: Kort til medium eftersmag med kanel, tobak og den samme tørhed som fra paletten.

Karakter: 81/100 (skala)

Det her er den tredje aftapning i min lille serie af Benromach whiskyer, som har modtaget en afslutning på vinfade og konklusionen må være at Benromach generelt skal holde sig til deres almindelige aftapninger. I hvert fald hvis mine smagsløg skal bestemme. For en god ordens skyld skal jeg lige sige, at det ikke er fordi de fejler noget, men mere fordi jeg synes, at de er lidt kedelige og mangler et formål. Jeg har det med den her som jeg havde det med Benromach Château Cissac 2006 og jeg kan simpelthen ikke se at de adskiller sig nok fra deres almindelige aftapninger til man skulle vælge dem. Denne her afslutning på Sassicaia fade kan jeg nærmest ikke fornemme og den kunne lige så godt være afsluttet på sherryfade. En flaske koster 550 kroner og det er altså 100 kroner mere end Benromach 10 YO, hvilket gør det svært at anbefale denne her.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *