Besøg hos Stauning Whisky

Stauning GavlIngen sommerferie uden et par destilleribesøg og efter at have besøgt Fary Lochan og lige holdt en dags pause gik turen til Vestjylland, hvor konen og jeg skulle besøge Stauning Whisky, som har til huse i en nedlagt gård lidt uden for Skjern.

Stauning Whisky begyndte sine dage i maj 2005, da ni venner besluttede at de ville producere deres egen whisky. Til at starte med skulle det kun være til eget forbrug og målet var at destillere 200-400 liter whisky om året. Én af vennerne var tidligere slagter og han havde de lokaler som de skulle bruge til formålet. Alle nødvendige tilladelser blev indhentet og de første dråber flød en nat i august 2006. På det tidspunkt rådede de over en wash still på 400 liter og en spirit still på 200 liter, som begge var importeret fra Spanien.

Senere på efteråret, det samme år, var de så heldige at møde Jim Murray, der er kendt for sin årlige udgivelse af “The Whisky Bible” og af mange betragtes som en af verdens førende whiskyeksperter (jeg skal skåne jer for min mening om manden i denne omgang). Jim Murray smagte på deres new make og var meget begejstret. Han fortalte dem at de stod med noget meget specielt og at de burde øge produktionen. Den new make som Jim Murray smagte var en røget udgave og han sammenlignede Stauning med Ardbeg fra 70’erne.

Stauning Show Room

Inde i Staunings showroom står de kedler som de brugte dengang det hele endnu kun var en hobby.

Dette kunne vennerne bag Stauning selvfølgelig ikke sidde overhørig og de bestemte sig for at det ikke længere kun skulle være en hobby for dem. I 2007 købte de en gammel nedlagt gård lidt uden for Stauning og gik i gang med at indrette den til whiskydestilleri og i marts 2009 var det nye destilleri klar til at blive taget i brug. Stauning gør en dyd ud af at gøre det hele selv og de køber lokalt dyrket byg og rug, som de derefter selv malter. Der er så godt som ingen automatik på destilleret og det meste gøres derfor i hånden. De har dog selv opfundet en anordning som kan vende malten for dem mens det spirer. Der er ved at blive lavet et nyt maltgulv ved siden af det eksisterende, så kapaciteten bliver snart fordoblet.

Stauning Malting Floor

Maltgulvet var tomt da vi besøgte destilleriet midt i sommerferien. Til venstre på billedet ses det nye maltgulv, som er ved at blive støbt.

Efter endt maltning bliver det hele tørret i ovnen som ligger lige for enden af maltgulvet. Det er ikke en traditionel ovn, men et lille rum på omkring 15m2, hvor varmen blæses ind udefra. Stauning laver, som nævnt tidligere, også røgede udgaver af deres whisky, så hvis det er det, som produceres blæses der ligeledes tørverøg ind i rummet. Tørven kommer fra Klosterlund Museum ved Herning. Efter endt tørring bliver kornet kværnet og overført til mæskekarret, hvor det blandes med varmt vand. Denne proces konverterer stivelsen i kornet til sukker. Efter 1-2 timer bliver den sukkerholdige væske drænet og karret fyldes igen op med vand for at trække det sidste sukker ud. Væsken køles ned til 20 grader og sættes derefter til gæring i 2-3 dage. Mæskekarret er forøvrigt unikt og udviklet af folkene bag Stauning selv, så det fungerer bedre med rug. Det specielle design gør at rugen ikke klæber sammen, som det har en tendens til at gøre i mere traditionelle mæskekar.

Mæskekarret med den specielt designede mæsketromle.

Mæskekarret med den specielt designede mæsketromle.

Efter endt gæring kan destillationen begynde. Stauning havde tidligere kun én wash still og én spirit still, men kapaciteten er blevet fordoblet, så man nu råder over to wash stills, som hver har en kapacitet på 1000 liter og to spirit stills, som hver har en kapacitet på 600 liter. Efter første destillering havner alkoholprocenten på omkring 25% og efter anden destillering ligger den på 68-70%. Dette reduceres til 63,5% inden det hældes på fad. Hovedet og halen fra destillationen gemmes og blandes i det næste batch. Kedlerne hos Stauning er meget kompakte og halsen er kort, så deres new make er kraftig og har masser af krop.

Staunings wash stills, som hver har en kapacitet på 1000 liter.

Staunings wash stills, som hver har en kapacitet på 1000 liter.

Staunings spirit stills, som hver har en kapacitet på 600 liter.

Staunings spirit stills, som hver har en kapacitet på 600 liter.

Stauning råder over to lagerhaller, hvor af den ene er nybygget og den anden er indrettet i en gammel lade. Vi var inde i den gamle lagerhal og det var en fantastisk oplevelse. Hvis man aldrig har været i en lagerhal, som er fyldt med whisky, så skylder man sig selv den oplevelse. Duften og stemningen er helt fænomenal. For enden af lageret er der malet et billede af lagerets vagthund i form af Prins Henrik, som besøgte destilleriet for noget tid siden. Stauning lagrer primært deres single malt whiskyer på brugte bourbonfade og deres rye whisky på nye fade, men der eksperimenteres også med andre fadtyper som foreksempel sherryfade. Det er muligt at købe sin egen lille tønde, som Stauning lagrer for én indtil den dag, hvor man beslutter sig for at tappe den på flasker. Det er der, som man kan se billederne nedenunder, en hel del, som har besluttet sig for at gøre.

Prins Henrik er malet på gavlen af den gamle lagerhal og her sidder han og vogter over de værdifulde tønder.

Prins Henrik er malet på gavlen af den gamle lagerhal og her sidder han og vogter over de værdifulde tønder.

Der ligger rigtig mange tønder med rye whisky og slumrer hos Stauning. Hvis I smager den så ved i hvorfor!

Der ligger rigtig mange tønder med rye whisky og slumrer hos Stauning. Hvis I smager den så ved i hvorfor!

Det er muligt at købe sit eget private fad og det er der en del, som har benyttet sig af.

Det er muligt at købe sit eget private fad og det er der en del, som har benyttet sig af.

Et rigtig stemningsfyldt billede fra den gamle lagerhal.

Et rigtig stemningsfyldt billede fra den gamle lagerhal.

Efter endt rundvisning var det tid til at smage på produkterne. Min kone drikker ikke whisky (hun kan dog godt lide at dufte til det), så det var kun mig som smagte. Vi startede med at smage Stauning Young Rye i nyeste udgave, som er tappet i juni 2015 og jeg skal lige love for at det er fantastisk whisky. Den smagte så godt at jeg købte en flaske med hjem og jeg lover at anmelde den på bloggen på et senere tidspunkt. Derefter smagte jeg Stauning Peated med en sherry cask afslutning. Den er desværre ikke tilgængelig mere og det er nok meget godt for ellers var den også havnet i posen. Den afsluttende dram var Stauning Peated 5th Edition, som er deres normale røgede udgave. Desværre var det ikke mere af deres urøgede Stauning Traditional, så den må jeg smage på et andet tidspunkt.

Jeg var simpelthen nødt til at have en flaske Stauning Young Rye med hjem. Den er skøn.

Jeg var simpelthen nødt til at have en flaske Stauning Young Rye med hjem. Den er skøn.

Fremtiden tegner lys for dansk whisky og også for Stauning Whisky. På nuværende tidspunkt ligger der whisky for omkring 70 millioner kroner og slumrer i de to lagerhaller og Stauning Whisky sælger alt, hvad de kan producere. Kapaciteten er på vej til at blive fordoblet, men det virker som at det hele gøres med den dybeste respekt for håndværket og stor ros for det. Rundvisningen var en dejlig oplevelse og at det var en skotte, som gennemførte den på det smukkeste skotske engelsk gjorde kun oplevelsen bedre. Jeg kan varmt anbefale alle whiskynørder at vende snuden mod det vestjyske for at besøge Stauning Whisky og smage på de dejlige dråber. Jeg vender helt sikkert tilbage, men næste gang bliver det forhåbentligt på et tidspunkt, hvor produktionen er i fuld gang.

Mere information og flere indlæg om Stauning.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *