Black Bull 12 YO

Black Bull som brand stammer helt tilbage fra 1864, hvilket gør det mere end 150 år gammelt og det har været ejet af den uafhængige aftapper Duncan Taylor siden 2001. Grundtanken bag Black Bull er at den skal tappes ved 50% og at den skal indeholde 50% malt whisky og 50% grain whisky. Malt whiskyen kommer fra diverse destillerier fra Highlands og Speyside og de har lagret på en blanding af refill sherry butts af europæisk eg og refill bourbonfade. Grain whiskyen kommer fra Lowlands og den har ligget på refill bourbonfade. Tusind tak til importøren CRT Spirits for denne sample.

Mere information og flere indlæg om Duncan Taylor.

Black Bull 12 YOBlack Bull 12 YO
Alder: 12 år
Alkohol: 50%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Næsen er meget maltet og kornet til at starte med. Lidt som at stikke næsen ned i en pakke morgenmadsprodukt. Der er noget alkohol, som lige skal brænde af og som gør den lidt skarp, men det tager kun et par minutter inden det er væk. Lys chokolade, hasselnødder og kakao. Lidt karamel og så dukker der en masse sherrynoter efterhånden som den står i glasset. Rosiner og bær. Lidt pærer og lidt vanilje. Vand dæmper malten og kornet lidt, så der er mere plads til sherrynoterne og endnu mere plads til chokoladen.

Smagen: Det er igen malten og kornet, som dukker op først. Den er virkelig cremet på tungen og der går ikke længe inden, der kommer rosiner, kanel og appelsin. En meget varm fornemmelse på tungen med lidt ingefær og en skarphed, som ikke umiddelbart bare er alkohol. Chokoladen, nødderne og kakaoen fra næsen er også til stede hen mod slutningen af paletten. Lidt vand fjerner den der skarphed, der er i midten af paletten og den bliver noget sødere og mere frugtig.

Eftersmagen: Lang og varm eftersmag med masser af krydderier og den tørrer lidt ud. Ferskner eller måske abrikoser.

Karakter: 86/100 (skala)

Den her Black Bull 12 YO er ret kompleks og man kan bruge lang tid på at skille alle elementerne fra hinanden. Indflydelsen fra sherryfadene er ret høj, men ikke så meget at de dominerer, hverken i næsen eller paletten. Den er en lille smule skarp de første par minutter efter at den er hældt op, men lader man den stå lidt, så forsvinder det næsten helt. Jeg synes godt at den kan bruge et par dråber vand, men den også sagtens drikkes rent, hvis man foretrækker det. Paletten blev lidt mere levende for mig med vand, men den mister naturligvis også noget af sin vildskab. Der her er ikke en flaske man skal give til den nye whiskydrikker, men mere en flaske, som egner sig godt til den mere erfarne single malt drikker, som måske har mistet troen på at blended whisky kan være godt. Det her er nemlig både godt, komplekst og spændende. En flaske koster omkring 400-500 kroner herhjemme.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *