Bowmore 18 YO

Bowmore 18 YO blev lanceret i 2007 som erstatning for den gamle 17 års aftapning og ligesom dens lillebror Bowmore 12 YO, så er der en god del sherryindflydelse i den. Jeg har ikke været i stand til at finde frem til den præcise andel af sherryfade, men vi kan nok godt antage at proportionen er større end i 12 års aftapningen. Så man kunne jo skyde på 15-20%. Uanset hvad sandheden er, så er en ting sikkert. Vi har af gøre med en kombination af bourbonfade af amerikansk eg og sherryfade af både amerikansk og europæisk eg.

Mere information og flere indlæg om Bowmore.

Bowmore 18 YOBowmore 18 YO
Alder: 18 år
Alkohol: 43%
Koldfiltreret: Ja
Farvet: Ja

Næsen: Meget afdæmpet røg. Her er der masser af fad og noget trækul, men slet ikke den der barbecue som jeg normalt får i en Bowmore. Appelsin, rosiner og mørk chokolade, men igen er det hele meget afdæmpet. Der er mere hav i denne her i forhold til de yngre aftapninger og det viser sig med salt og skaldyr. En lille smule kaffe og noget kanel. Det er klart en næse, som trækker i mange retninger og det er ret fascinerende.

Smagen: Mørke bær kombineret med citrusfrugter og chokolade. Kanel og noget som minder om sirup og brun farin. Den har masser af krop og føles meget cremet. Røgen kommer cirka midt i paletten og så er der ellers tobak og peber. Den bliver sådan lidt mineralsk i det, men den mister aldrig sin sødme. Sidst i paletten er der kaffe og endnu mere sødme. Meget fin balance.

Eftersmagen: Lang og krydret eftersmag med tobak, kanel og chokolade.

Karakter: 87/100 (skala)

Det er svært ikke at sammenligne der her med Bowmore 15 YO Darkest, som er lidt af en røget sherrybombe. Der er også sherry og røg i den her, men det hele er lidt mere afdæmpet, hvilket gør at den føles mere harmonisk. Det er en ret kompleks whisky med masser af sødme, som dog lider lidt under prisen. En flaske koster 900 kroner herhjemme, hvilket er 300 mere end deres 15 års og det gør valget meget svært. På den ene side har den masser at byde på, men på den anden side får man, efter min mening, mere for pengene ved at købe dens lillebror. Glemmer man prisen, så er der dog ingen tvivl om at det her en fremragende whisky og Bowmore kan sagtens være stolt af den her 18 års. Nu mangler vi bare at de skal tappe ved 46% og lade være med at koldfiltrere og farve deres whisky. Kom nu Bowmore… I kan godt!

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *