Bowmore Gold Reef

Bowmore har en ret bred travel retail serie, hvilket vil sige aftapninger, som officielt kun kan købes i lufthavne, på færger og så videre. Det er dog muligt at få dem andre steder, men de er tiltænkt travel retail. Blandt disse aftapninger er blandt andet Black Rock, White Sands 17 YO, Springtide og så Gold Reef, som vi skal smage i dag. Gold Reef er en NAS whisky, som er både farvet og koldfiltreret. Den kommer kun i flasker på 1 liter og den har primært lagret på first-fill bourbonfade. Resten er højst sandsynligt refill bourbonfade, da jeg tvivler meget på at der er sherryfade indblandet. Tak til Michael Tørving for denne sample.

Mere information og flere indlæg om Bowmore.

Bowmore Gold ReefBowmore Gold Reef
Alder: NAS
Alkohol: 43%
Koldfiltreret: Ja
Farvet: Ja

Næsen: Der er en frisk røg, som dog er forholdsvis afdæmpet. Den er meget maritim og mineralsk i næsen med salt, hav og sand. Et godt skud citron og noget mango eller fersken. En lille smule honning og forbavsende lidt vanilje. Honningen og frugterne bliver mere udtalte med lidt vand.

Smagen: God cremet fornemmelse i munden med masser af citron og sød røg. Salt og lidt ingefær. De frugter jeg havde i næsen er slet ikke til stede her. Jo længere vi kommer ind i paletten, jo tyndere synes jeg den bliver og så er der den her underlige sure smag, som jeg ikke helt kan blive klog på. I Bowmores smagsnoter står der olivenolie og om det er det skal jeg ikke kunne sige.

Eftersmagen: Røgen er med til at give eftersmagen lidt længde og der er noget honning og lidt salt, men det er røgen som dominerer.

Karakter: 76/100 (skala)

Jeg har tjekket priserne online og en liter af Bowmore Gold Reef koster lige under 500 kroner. Hvis man er Bowmore fan, så er det sikkert en ganske fair pris. Hvis man ikke er Bowmore fan, så synes jeg at man skal lede efter noget andet. Jeg vil ikke gå så langt og sige at jeg ikke bryder mig om denne her, men den ryster mig heller i min grundvold og der er meget andet whisky, jeg hellere vil bruge mine penge på. Det er typisk travel retail whisky og man står lidt tilbage med fornemmelsen af at der var nogle fade, som ikke rigtig passede ind i core range aftapningerne og så digtede man lige en god historie og frigav endnu en NAS whisky til travel retail markedet.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *