Cadenhead’s – Bowmore 15 YO 2001

Jeg synes at der har været rigtig meget uafhængigt aftappet Bowmore på markedet i de seneste par år og kvaliteten er som regel ganske høj. Alderen ligger gerne i spændet mellem 15 og 20 år og selvom det er sherrylagret Bowmore, der først fanger min interesse, så har nogle af de bedste faktisk ligget på et bourbonfad. Den her kommer fra Cadenhead’s Authentic Collection og det var et rent tilfælde at jeg faldt over den inde i butikken i Odense og besluttede mig for at tage den med hjem.

Mere information og flere indlæg om Bowmore.
Mere information og flere indlæg om Cadenhead’s.

Cadenhead's Bowmore 15 YOCadenhead’s – Bowmore 15 YO 2001
Destilleret: 2001
Tappet: April 2016
Alder: 15 år
Alkohol: 54,8%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej
Udbytte: 264
Fadtype: Bourbon Hogshead

Næsen: Den er ikke vildt røget, men røgen er tilpas for en Bowmore og måske endda også lidt mindre end vanligt. Det er en tør røg fyldt med trækul og pibetobak. Den er ret saltet i næsen og der er masser af tropefrugt. Overmoden banan, grapefrugt, mango og passionsfrugt. Et hint af barbecue i baggrunden med sådan en brændt sødme. Selv uden vand er der ikke et strejf af alkohol i næsen. Lidt vand gør røgen våd og fugtig, mens tropefrugterne får frit spil. Nærmest lidt som en peated Arran. Skønt!

Smagen: Uden vand er den meget røget og lidt skarp på tungen med mere salt og lidt ingefær. Ikke ubehageligt, men måske en smule ensidigt og det er svært at skille noget fra hinanden. Vand gør en kæmpe forskel her. Den bliver mere cremet og mere fyldig. Den åbner sig op med grapefrugt, karamel og vanilje. Den er stadig saltet og stadig meget røget, men nu er den bare så meget mere. Der kommer lidt banan og mange midt i paletten og så et lille skud ingefær til sidst.

Eftersmagen: En dejlig lang og tør eftersmag fyldt trækul og pibetobak med noget der minder mig lidt om lakridsrod.

Karakter: 89/100 (skala)

Den her Bowmore er fantastisk og stadig fyldt med den originale karakter fra destilleriet. Næsen er ganske enkelt sublim både med og uden vand. Det er en dejlig afdæmpet røg, som dækker det hele og det emmer bare af Bowmore. Det eneste kritikpunkt er at paletten godt kan være lidt skarp uden vand, men til gengæld er den så helt fantastisk med vand. Jeg kan slet ikke rose den her Bowmore nok og den største ros jeg kan give den er vel, at jeg har svært ved at stille den tilbage i skabet når den først er kommet frem. Hvor ville jeg dog ønske at Bowmore præsenterede deres egne aftapninger lidt bedre, for den her viser tydeligt at der er så meget potentiale. En flaske koster 699 kroner hos Cadenhead’s i Odense og i skrivende stund er der stadig flere flasker tilbage på hylderne.

Update 09/08-2016: Jeg har netop fået oplyst at den nu er udsolgt hos Cadenhead’s i Odense.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *