Cragganmore 12 YO

Velkommen til første indlæg i en lille miniserie omkring Diageos Classic Malts. Jeg laver ikke en anmeldelse af hele serien, men det bliver dog til tre i denne omgang. Vi starter i Speyside med Cragganmore og så bevæger vi os ellers vestpå og besøger både Isle of Skye, hvor Talisker har til huse og Islay, hvor Lagavulin ligger placeret lige mellem Laphroaig og Ardbeg. Den flaske vi skal smage i dag er deres standard 12 års aftapning. Den har lagret på en blanding af fade med både brugte bourbonfade og brugte sherryfade i mellem. Der er ikke ret mange officielle aftapninger fra Cragganmore. Udover denne standard 12 års, så frigives der også en Distiller’s Edition, som er afsluttet på portvinsfade.

Mere information og flere indlæg om Cragganmore.

Cragganmore 12 YOCragganmore 12 YO
Alder: 12 år
Alkohol: 40%
Koldfiltreret: Ja
Farvet: Ja

Næsen: Masser af hø og tørt græs. Friskbagt brød. Honning og marzipan. Lidt vilde blomster. Ganske behagelig næse med en antydning af røg og masser af sødme.

Smagen: Sød malt med honning. En lille smag af nødder og ganske let krydret med noget peber i midten af paletten. Ikke den store kompleksitet, men til gengæld heller ikke den mindste bitterhed eller andet som ikke skal være der. Lidt røg bagerst i paletten og dækker faktisk munden fint, selvom smagen som helhed er noget tyndbenet.

Eftersmagen: Meget kort eftersmag med lidt nødder og en lille smule fad. Det er ikke den her, som man sidder og funderer i lang tid bagefter.

Karakter: 78/100 (skala)

Cragganmore 12 YO er ganske fin dram og næsen er klart det bedste ved oplevelsen. Måske forlanger jeg bare for meget, men jeg synes godt nok at både smagen og eftersmagen skuffer mig. Der er ikke noget galt med nogen af delene, de er bare ikke særligt komplekse eller interessante og næsen giver mig klart forventning om noget mere. Det er en meget letdrikkelig whisky vi har med at gøre og det har selvfølgelig også sin berettigelse. Jeg ville personligt blive glad for at få den serveret på en vilkårlig bar eller hos venner og bekendte, som ikke lige har skabet fyldt med whisky. Så måske er den bare genial i alt sin enkelhed? Cragganmore 12 YO koster omkring 300-350 kroner herhjemme og kan købes i de fleste større supermarkeder.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *