Dalwhinnie 15 YO

Den sidste af de originale seks Classic Malts, jeg mangler at anmelde er Dalwhinnie og det rodes der bod på nu. Dalwhinnie 15 YO repræsenterer, sammen med Oban, Highlands i Classic Malts serien og den kaldes blandt andet for “The Honey Malt”. Det er en af de mere populære aftapninger i Diageos single malt portefølje og i 2013 blev der solgt over 20 millioner flasker. Dalwhinnie er det højest beliggende destilleri i Skotland og produktionen bruges blandt andet i blended whiskyer som Black & White og Buchanan’s. Jeg ved ikke hvilke fadtyper den har lagret på, men et godt bud ville være at den primært har ligget på refill hogsheads.

Mere information og flere indlæg om Dalwhinnie.

Dalwhinnie 15 YODalwhinnie 15 YO
Alder: 15 år
Alkohol: 43%
Koldfiltreret: Ja
Farvet: Ja

Næsen: Jeg forstår godt at den kaldes “The Honey Malt”. Der er masser af honning, lyng og karamel i næsen. Appelsin og appelsinskal. Lidt mælkechokolade. Lidt vand bringer os lidt længere ud på heden med blomster og endnu mere honning. Man kan godt sige at den er lidt ensidig, men i det her tilfælde fungerer det fremragende.

Smagen: Karamel og grønne frugter lige i starten. Så bliver den maltet og der kommer lidt mandler. Slet ikke så sød som næsen antyder, men det hele er dog stadig tilsat et lag honning. Den smager lidt af græs og blomster og lige inden man synker bliver den mere krydret med peber og vanilje.

Eftersmagen: Relativ lang eftersmag med honning, malt og nødder.

Karakter: 85/100 (skala)

Jeg er ærlig talt meget overrasket over denne Dalwhinnie. Nej, det er ikke den mest komplekse dram i skabet, men det gør den ikke mindre fremragende. Det er en dejlig letdrikkelig hverdagsdram, som har en fantastisk næse og en smag, som både er sød og maltet. Den har ikke en eneste skarp kant, man kan skære sig på og man kan sidde og drikke den hele aftenen. At man så tilmed kan finde den på tilbud til 320 kroner for en liter med jævne mellemrum gør kun anbefalingen endnu større.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *