Deanston Virgin Oak

Sidste gang jeg smagte på en whisky fra Deanston var det deres 20 år gamle Olosoro Casks og dagens whisky må siges at være i en helt anden boldgade. For det første så er det en ret ung whisky og så er det nogle helt andre fadtyper der er brugt. Efter at have lagret et ukendt antal år på tidligere bourbonfade overføres den til helt nye fade af amerikansk egetræ, hvor den modtager en afslutning af ukendt længde, men som nok ikke er på mere end et par uger.

Mere information og flere indlæg om Deanston.

Deanston Virgin OakDeanston Virgin Oak
Alder: NAS
Alkohol: 46,3%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Meget frisk og skarp næse med masser af citrusfrugt, som citron, lime og grape. Lidt honning og noget vanilje, men det altoverdøvende element er den her duft af malt og byg. Det er normalt rigtigt lækkert, men lige her har det en voldsom karakter af new make og selvom det ikke er direkte frastødende, så er det heller ikke noget, der giver ekstra point. Noget vand fjerner den der new make lugt, men så er der bare ikke ret meget andet tilbage.

Smagen: Den har et ret stærkt bid i starten med noget peber og flere af de der skarpe citrusfrugter, jeg også fik i næsen. Derefter kommer malten og her smager den, heldigvis, ikke af new make. Den er lidt støvet i det med noget tørhed og noget salt midt i paletten, men pludselig kommer der noget karamel, som er virkelig cremet og lækker. Med lidt vand bliver den mere cremet og den der tørhed forsvinder lidt.

Eftersmagen: Lidt bitterhed fra noget gammel egetræ og et skud peber er, hvad det lige kan blive til i denne forholdsvis korte eftersmag.

Karakter: 80/100 (skala)

Jeg blev meget overrasket da jeg hældte den her op i glasset og ikke på den gode måde. Jeg vil ikke ligefrem kalde næsen skrækkelig, men det er tæt på. Det her er meget ung whisky, som har tilbragt de første par år på gamle udtjente fade og derefter modtaget en alt for kort afslutning på friske fade. Den der duft af new make er ikke rar i det her tilfælde og selvom lidt vand redder meget af det, så synes jeg ikke at den på noget tidspunkt kommer op på det niveau den fortjener. Paletten er dog væsentlig bedre end næsen og den der karamel er meget udtalt og meget lækker, hvilket til dels redder oplevelsen. En flaske koster omkring 250-300 kroner og selvom det faktisk er ganske fornuftigt, så er det ikke den første i den prisklasse jeg ville vælge.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.