Edradour 10 YO

Denne gang skal vi besøge et af mine absolutte yndlingsdestillerier. Turen går nemlig til Pitlochry i det centrale Highlands, for der ligger et af Skotlands mest billedskønne destillerier og tilmed et af de mindste. Det er selvfølgelig Edradour der er tale om og selvom jeg desværre aldrig har været der, så har jeg brugt masser af tid på at kigge på billeder derfra. Jeg vil heller ikke udelukke at jeg har brugt lidt tid på at drikke deres whisky! Den flaske vi skal smage i dag er Edradours 10 års aftapning. Edradour egner sig rigtig godt til sherryfade og denne 10 års er også primært lagret på Oloroso sherryfade. Ikke mere sludder. Lad os komme i gang med smagningen.

Mere information og flere indlæg om Edradour.

Edradour 10 YOEdradour 10 YO
Alder: 10 år
Alkohol: 40%
Koldfiltreret: Ja
Farvet: Nej

Næsen: Sherry, men ikke som i sherrybombe. Mere afdæmpet, men bestemt til stede med masser af tørret frugt. Chokolade. Karamel. Der er også noget malt i næsen, men der gemmer sig noget mere. Jeg kan bedst beskrive det som en bondegård om efteråret i silende regn. Masser af vand, mudder og fugtig lade. Den dufter mørkt og tungt. Eminent!

Smagen: Tyk og cremet. Lidt rosiner i starten, men der er faktisk ikke sherryen, som vinder her. Det er malten. Den er nærmest helt brødagtig. Nødder, vanilje og honning. Dejligt krydret sidst i paletten og mundvandet begynder at løbe lidt.

Eftersmagen: Dejlig lang eftersmag og her kommer de tørrede frugter igen. Mørk chokolade og ret meget fad.

Karakter: 84/100 (skala)

Jeg elsker Edradour og denne 10 års aftapning, som er deres entry level whisky, passer mig ret godt. Af en 10 års whisky at være synes jeg den er ret kompleks. Sherryen er helt klart til stede, men den dominerer ikke. Næsen er det bedste ved den og den kan der tilbringes ret lang tid med. Edradour kunne godt øge alkoholstyrken til 46%, som de gør med deres andre aftapninger. Ikke at den føles flad eller kedelig ved de nuværende 40%, men lidt mere spark i paletten havde ikke skadet.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.