Edradour Bourbon Decanter

Da jeg anmeldte Edradour Sherry Decanter sagde jeg også, at jeg mente Edradour passede bedst sammen med sherryfade. Men tilbage i 2003 prøvede Edradour noget, som var helt nyt for destilleriet. De hældte deres new make på first-fill bourbonfade. Nærmere betegnet 162 first-fill bourbonfade, som stammede fra forskellige amerikanske destillerier. Det var ment som et eksperiment og batch 1 blev frigivet i 2010, hvor whiskyen var 7 år gammel. Første batch bestod af 1.545 flasker og batch 2, som er 8 år gammel og som jeg anmelder i dag bestod af 1.820 flasker. Vi er i skrivende stund oppe på batch 9 og nu er whiskyen 12 år gammel. Der er til dato blevet frigivet 14.413 flasker, så lidt hurtig hovedregning fortæller mig at omkring halvdelen af de 162 bourbonfade stadig ligger og venter i Edradours warehouse i Pitlochry.

Mere information og flere indlæg om Edradour.

Edradour Bourbon DecanterEdradour Bourbon Decanter
Destilleret: 2003
Tappet: 2011
Alder: 8 år
Alkohol: 57,4%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Et hint af nogle bagte frugter og lidt citron, men også rigtig meget alkohol i næsen. Lidt karamel og en lille snert af sæbe. Der skal et ordentligt skud vand før den åbner sig, men så åbner den sig til gengæld også. Masser af tørre sommerblomster, lyng og honning. Meget mineralsk i næsen. Ægte Highland stil. Brøddej, som står og hæver. Stadig en del citrusfrugt og grønne æbler.

Smagen: Igen æbler og citrusfrugter. Vaniljesukker og midt i paletten bliver den meget mineralsk. Lidt som at sutte på en kalksten. Blomster og masser af honning og karamel. Selv med en god mængde vand er den virkelig cremet og olieret med masser af krop og fylde. Den er meget hot uden vand og det er meget svært at skelne de enkelte noter fra hinanden.

Eftersmagen: Lang og sød eftersmag, som har noget glasur over sig. Der er noget frugt, men det er nærmest blevet kandiseret. Lidt flødekaramel.

Karakter: 88/100 (skala)

Jeg tror vi har at gøre med sådan en “love-it-or-hate-it” aftapning, som i den grad deler vandene. Den er noget voldsom i sin rå form og den kræver en god portion vand inden den åbner sig rigtig op. Hvis man tilhører den lejr, som aldrig kommer vand i sin whisky, så bliver man nok aldrig gode venner med den her. Jeg var ret bekymret for om otte år var nok til at sådan et bourbonfad kunne nå at tæmme den ret kraftige og vilde new make som Edradour producerer, men mine bekymringer blev gjort til skamme. Jeg er ret vild med den Highland karakter, som denne Edradour indeholder og hvis man ved at man kan lide denne stil, så får den mine varmeste anbefalinger. En flaske koster omkring 500 kroner og den er et fund til prisen.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *