Gift med en whiskytosse!

Velkommen til indlæg nummer 100 her på bloggen! Sådan en milepæl skal selvfølgelig fejres, så denne gang overlader jeg ordet til en gæsteskribent – min kone… Hun har noget hun gerne vil sige om det der med at være (godt) gift med en whiskytosse.


Ninas Indlæg 5For noget tid siden, læste jeg et blogindlæg om det at være gift med en mand der blogger om whisky. Carsten læste åbenbart det samme indlæg og der gik ikke mange sekunder før han spurgte mig, om jeg ikke ville skrive noget lignende, som kunne blive indlæg nummer 100 på Whiskyflasken.

Så her får I det – fuldstændig uden redaktionel frihed til min mand – mine uforbeholdne skriverier om det at være gift med en whiskytosse.

Sådan helt kort, så har jeg kendt Carsten siden 2001, hvilket er lige omkring halvdelen af mit liv. Det er ikke alle årene han har drukket whisky og skrevet om whisky – langt fra faktisk. Dog vil jeg vove den påstand, at jeg efterhånden har en smule erfaring i det med at være gift med en whiskytosse og mere end rigeligt med belæg for de påstanden jeg lige om lidt kommer med.

Mit håb er, at I viser jeres mænd og koner det her indlæg, og inden længe kan finde dem nikkende i sofaen, mens de læser det. Det kan også være du viser det til din kæreste og så ved han eller hun da hvad de kan forvente.

Ninas Indlæg 1Der står whisky over alt:

Dit hjem bliver lynhurtigt til et regulært helvede af sampleflasker, labels, bobleplast og papkasser – med mindre I bor i noget på 300+ m2, hvilket der alligevel er ganske få der gør.

Opdrager du din whiskytosse godt, vil de gøre ganske noble forsøg på rydde op og min whiskytosse er heldigvis godt opdraget.

Dit hjem bliver en whiskybanegård:

Noget whiskytosser elsker er at bytte samples. Det er faktisk lidt en sport for dem og det betyder også at dit hjem bliver en banegård af whiskytosser der skal bytte, stikke næsen i et par flasker og tale lidt om whisky.

I denne forbindelse ville jeg stærkt overveje, om det var det rigtige valg at anskaffe en fransk bulldog, der bliver så fuldstændig jeg-kan-ikke-være-min-krop-af-glæde-over-at-nogen-kommer-og-måske-vælger-at-nusse-mig-selvom-jeg-springer-op-af-dem glad i låget.

Det kan du jo lige skrive dig bag øret.

Dine børn gør alle fagpersoner dybt bekymrede:

Ninas Indlæg 4”Jeg drikker whisky sammen med Carsten hver dag”. ”Carsten drikker whisky hver dag”.

Barnet glemmer dog at fortælle, at den whisky barnet drikker, i virkeligheden er cola, hvilket enhver whiskytosse ved at man holder langt væk fra whisky. De glemmer også at fortælle at det ikke er en hel flaske slavewhisky der ryger i ædespalten hver dag. Men detaljer kan jo smutte.

Det kan godt resultere i, at lærere og pædagoger, med dybe fuger i panden og et stærkt bekymret blik, hiver dig til side når du kommer og henter dine børn og spørger om alt nu er som det skal være derhjemme.

Det kan godt kræve at man må smide socialrådgiverkortet og har du ikke sådan et, så skal du bare vide, at vi faktisk er meget flinke inde på kommunen, hvis børnehaven eller skolen skulle skyde en underretning din vej.

Ninas Indlæg 2Du får et nært forhold til din bilnøgle og din bil:

Du kan lige så godt investere i en bil du finder behagelig og komfortabel at køre i – lige i denne henseende er det ret så underordnet hvad din whiskytosse synes.

Det der sker er nemlig, at du altid vil få den tvivlsomme ære at transportere både din egen og andres whiskytosser frem og tilbage til smagninger. Det tager termer som fodboldmor til helt nye højder. ”Der er smagning i SMWS den dag”. ”Der er smagning i OWL den dag”. ”Whisky.dk har åbent den dag”.

For ikke at tale om de forskellige destillerier du også lige kommer til at køre omkring.

I virkeligheden er det virkeligheden at…

Ovenstående er som taget ud af vores liv og det er vores hverdag. Ville jeg bytte det for noget? Aldrig nogensinde.

At være gift med en whiskytosse er i virkeligheden en verden af viden der åbner sig for dig. Du lærer et eller andet om whisky hver dag, også selvom du ikke drikker whisky.

Jeg drikker ikke whisky, dels fordi det ville være spild af penge at hælde på en der ikke nyder det og synes at det hele smager ens og dels fordi jeg synes det dufter langt bedre end det smager. Jeg dufter til whisky og jeg elsker duften. Jeg kan dufte alt det, som en whiskytosse helt sikkert smager.

Ninas Indlæg 3Jeg ved hvad PPM er, hvordan man fremstiller whisky, hvad forskellen er på Islay og Speyside er og jeg ved at enhver whiskytosse med respekt for sig selv ikke tager det Jim Murray siger specielt højtideligt.

Når man er gift med en whiskytosse, så lærer man også en helt masse nye og rigtig mange skønne mennesker at kende. Det er nemlig lige præcis noget whiskytosser er gode til – fællesskab. Det kan godt være at du sidder og tænker dit, når de sidder og nyder et lille glas og der går fuldstændig nørd i den, men alligevel bliver du lidt fascineret.

Jeg er smadder stolt af min mand, som engang for ikke så forfærdeligt længe siden, startede en blog om noget af det han elsker meget højt. Han har fået succes med at skrive om whisky og dele sin viden og erfaringer med andre whiskytosser. Han elsker det han laver og han putter liv og sjæl i hvert eneste indlæg. Det er så fantastisk at stå ved siden af og være en del af den rejse han har været på, siden han skrev det første indlæg på bloggen.

Det er du med til at bidrage til – altså dig der læser med her. For det skal du have en kæmpe stor tak fra mig. Tak for at du bidrager til at min mand får så mange dejlige oplevelser igennem sin blog. Tak for at du er med til at gøre ham fuld af glad, når der er nogen der liker hans side på Facebook, liker et opslag eller giver en kommentar med på vejen. Tak for at du har beriget både mit liv og min mands liv med nye og dejlige mennesker – du er en af dem.

3 Comments

  1. Karsten Radant

    Cool! Tør man nu vise det til sin kone😃
    Hun ku’ godt lide Skotland og har inviliget i et whiskyskab i stuen. Så måske er hun klar til next Level.👍😁

  2. Dejligt indlæg, jeg sendte den ASAP til min kone.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *