Glenfarclas 105

Det er endelig blevet tid til at anmelde en whisky fra et de destillerier som står mit hjerte nærmest og det er det familieejede Glenfarclas. Den whisky vi skal smage i dag er Glenfarclas 105 og det er en af de eneste NAS aftapninger i deres sortiment. Den er tappet ved 60% og den konkurrerer dermed direkte Aberlour A’bunadh som jeg tidligere har anmeldt. Glenfarclas 105 skilter dog ikke med batch nummeret sådan som A’bunadh gør det.

Mere information og flere indlæg om Glenfarclas.

Glenfarclas 105Glenfarclas 105
Alder: NAS
Alkohol: 60%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Masser af alkohol i næsen til at starte med. Tilsæt en god portion vand, giv den nogle minutter og så kommer dens indre sherrybombe frem. Rosiner, chokolade, karamel og kanel. Hårdt ristede kaffebønner. Ristet toastbrød. Forholdsvis kompleks næse, men den kræver tid, vand og luft før den kommer frem.

Smagen: Uden vand er den barsk og slet ikke noget som jeg bryder mig om, men, ligesom med næsen, så gør en generøs mængde vand og tid underværker. Masser af sødme forrest på tungen. Brun farin, sirup, lidt nødder og en hel del sort peber. Fyldig i paletten og den udvikler sig fra det søde til det krydrede. Lidt stærk kaffe, måske espresso, i baggrunden.

Eftersmagen: Peberet følger med i eftersmagen. Lidt flere nødder og stadig dejlig fyldig og olieret. Lidt våd tobak. Mellemlang eftersmag, som virkelig er lækker.

Karakter: 84/100 (skala)

Dette er virkelig en dram, som skal tæmmes. Der står ingen alder på flasken, men jeg vil mene at det meste af denne flaske er under 8 år gammel, hvis ikke endnu yngre. Den høje alkoholstyrke gør at man skal eksperimentere med, hvor meget vand der skal tilføjes og i mit tilfælde er det ret meget. Jeg vil skyde på at jeg ligger på mellem 30-40% vand før jeg synes at den bliver lækker, men det gør jo bare at flasken føles endnu større. Jeg kan klart anbefale Glenfarclas 105, men hvis valget står mellem den og Aberlour A’bunadh, så bliver jeg væsentlig mere i tvivl. Mit bedste bud ville være at prøve begge to inden man beslutter sig eller, endnu bedre, bare købe dem begge og så sætte sig ned og eksperimentere med dem. Det lyder, i min verden, som opskriften på en fantastisk aften. En flaske Glenfarclas 105 koster omkring 500 kroner på det danske marked og er efter min mening pengene værd.

Slàinte!

2 Comments

  1. Karsten Radant

    Hej Carsten,

    Hvad siger du til Ralfy’s anbefaling om at dekantere/ilte denne whisky et par gange? Han mener også at den skal tæmmes, men det er alligevel en heftig behandling han giver den.
    Jeg mener at 105 er 10 år gammel. Men jeg er ikke sikker.
    Har selv en liter stående der skal åbnes på et tidspunkt.

    • Hej Karsten

      Det glemte jeg helt at skrive i anmeldelsen, men jeg dekanterede faktisk noget af min efter, at jeg så Ralfys anmeldelse og jeg må ærligt indrømme at den faktisk vandt noget ved det og det er som om, at den værste vildskab lige blev fjernet.

      Jeg synes, du skal prøve det med en lille portion og så komme den portion på en anden flaske. Bare en 10-15cl og så sammenligne dem efter en uges tid.

      /Carsten

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *