Glenlivet 15 YO

Glenlivet 15 YO går også under navnet “The French Oak Reserve” og det skyldes måden som den lagrer på. Det hele starter som en blanding, der primært består af refill bourbonfade, hvor der er spædet op med lidt sherryfade. Efter 12 år modtager en del af disse fade en afslutning på tre år i nye tønder af fransk Limousin egetræ, som er meget brugt til at lagre cognac på. Træet til disse fade fældes i Frankrigs Dordogne region og Glenlivet var, i følge dem selv, et af de første destillerier i Skotland til at bruge fransk egetræ.

Mere information og flere indlæg om Glenlivet.

Glenlivet 15 YOGlenlivet 15 YO
Alder: 15 år
Alkohol: 40%
Koldfiltreret: Ja
Farvet: Ja

Næsen: Bagte æbler og pærer. Honning og melon. Vanilje, kanel og rosiner. Karamel og en del fad, som nok stammer fra de nye franske fade. Jeg fornemmer også lidt malt og næsen er generelt meget sød og krydret.

Smagen: Igen meget sød og krydret. Karamel, honning og nogle mørke røde blommer. Til trods for den lave alkoholprocent, så virker den meget fyldig i munden. Senere i paletten kommer der lidt chokolade, lidt appelsin og noget kanel. Det hele bliver lidt mere tørt hen mod slutningen og der kommer lidt fad og nogle tanniner. En ganske lækker mundfuld.

Eftersmagen: Mellemlang eftersmag med noget fad, noget peber og lidt citrusfrugt.

Karakter: 84/100 (skala)

Jeg er faktisk ret overrasket over denne her Glenlivet 15 YO. Der er tydelige aner tilbage til deres 12 års, men den er bare klasser bedre og har en meget dybere og mere kompleks smag. Den har mere sherryindflydelse end jeg lige havde regnet med og sherrynoterne bliver mere udtalte jo længere tid den får lov til at stå i glasset. En flaske koster omkring 450 kroner og oppe i den prisklasse bliver konkurrencen lige pludselig meget hård. Det er derfor også svært at give den en ubetinget anbefaling, men det er ikke på grund af kvaliteten. Det er udelukkende fordi, der er så mange andre gode flasker i den prisklasse. Køber man den tvivler jeg dog på at man bliver skuffet.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *