Glenlivet Founder’s Reserve

Glenlivet annoncerede Founder’s Reserve tilbage i oktober 2014 og cirka seks måneder senere, i marts 2015, bekræftede de rygterne om at den skulle erstatte Glenlivet 12 YO på det europæiske marked. Det skabte en hel del debat i whiskykredse, men det ser ud til at Glenlivet står fast på beslutningen og at der simpelthen ikke er nok 12 års whisky på lager til at forsyne hele verden med Glenlivet 12 YO. Samtidig håber Glenlivet at den nye og lettere smagsprofil vil få endnu flere til at drikke Glenlivet og dermed cementere deres position som verdens bedst sælgende single malt. En position de overtog fra Glenfiddich i 2014.

Det er faktisk ikke den første Founder’s Reserve som Glenlivet har frigivet. I forbindelse med udvidelsen af destilleriet i 2010 frigav Glenlivet en 21 år gammel whisky i en begrænset mængde på 1824 (Glenlivet er grundlagt i 1824) flasker, som også hed Founder’s Reserve. Den nye Glenlivet Founder’s Reserve er sammensat af en kombination af traditionelle refill hogsheads og first-fill bourbonfade. Det er NAS whisky og onde tunger siger at der er en del whisky fra det nye destilleri i, hvilket vil sige at vi snakker om 4-5 år gammel whisky.

Mere information og flere indlæg om Glenlivet.

Glenlivet Founder's ReserveGlenlivet Founder’s Reserve
Alder: NAS
Alkohol: 40%
Koldfiltreret: Ja
Farvet: Ja

Næsen: Grønne æbler, overmodne pærer og vanilje er de dominerende noter her. Lidt karamel og appelsin. Skarp og frisk næse, men dog meget afdæmpet. Den skræmmer i hvert fald ikke nogen væk og det er nok også det, som er hensigten.

Smagen: Lidt karamel forrest på tungen. Bagte æbler og pærer. Lidt senere i paletten eksploderer det hele i vanilje og peber. Den er faktisk ret cremet og fyldig i munden og så smager den af mere end de 40%, den egentlig er på. Den er meget lidt kompleks, men på den anden side så er der heller ikke noget, som stikker fuldstændig af i den forkerte retning.

Eftersmagen: Efter hvad? Nej, spøg til side. Kort eftersmag med mere vanilje og lidt appelsin eller citron.

Karakter: 78/100 (skala)

Ind i mellem er det sundt lige at træde et skridt tilbage, samle sine tanker og så overveje, hvad man vil skrive inden man faktisk skriver det. Denne her afslutning er skrevet et par timer efter, jeg skrev smagsnoterne på Glenlivet Founder’s Reserve og på det tidspunkt var jeg parat til at sable den ned. Men efter lidt betænkningstid tror jeg faktisk at jeg vil rose den. Ikke fordi, det er fabelagtig whisky for det er det bestemt ikke. Mere fordi, jeg mener at den har sin berettigelse i markedet og fordi, den slet ikke er lavet til mig og andre whiskynørder.

Lad os være helt ærlige… Hvor ofte køber vi, nørderne, en flaske Glenlivet 12 YO? Vil vi virkelig savne den? Jeg tvivler på det. Den whisky som Glenlivet har introduceret til markedet her retter sig mod dem, som kun drikker single malt med jævne mellemrum eller dem, som aldrig har drukket single malt før. Den er så sød, mild og venlig at den på ingen måde kan skræmme nogen væk fra single malts, men måske ligefrem få flere til at drikke det. Indpakningen er holdt i blide blå farver, der kommer til at gøre sig flot på supermarkedets hylder og jeg tror at den bliver et hit blandt målgruppen. Det synes jeg faktisk, Glenlivet skal have ros for uanset, hvor kedelig vi andre så synes at den er. En flaske koster normalt mellem 200 og 250 kroner. Det er den måske ikke værd for os, men det er som sagt heller ikke meningen.

Slàinte!

2 Comments

  1. Min anmeldelse var kortere:

    “Smager af newmake”

    Steffen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *