Glenlivet Nàdurra 16 YO

Jeg har tidligere været lidt på nakken af Glenlivet (det er nok mere moderselskabet Chivas Brothers/Pernod Ricard jeg er på nakken af), da jeg mener at de lancerer for mange NAS aftapninger og forsøger at oversælge dem. Alt det lægger vi bag os for en stund og smager i stedet på Glenlivet Nàdurra 16 YO og så må vi se om der kommer lidt malurt i bægeret senere. Nàdurra er gælisk for naturlig og med det mener Glenlivet, at den hverken er koldfiltreret, farvet eller nedvandet. Nàdurra produceres i batches og den specifikke batch, som vi har med at gøre her er 0813Y, hvilket vil sige at den er tappet i august 2013. Den har tilbragt alle 16 år på first-fill bourbonfade.

Mere information og flere indlæg om Glenlivet.

Glenlivet Nàdurra 16 YOGlenlivet Nàdurra 16 YO
Alder: 16 år
Alkohol: 56,1%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: 16 år på first-fill bourbonfade og det fornægter sig ikke. Vaniljen nærmest vælter ud af glasset efterfulgt af parfumerede blomster, banan og lidt honning. Med lidt vand dukker der lidt citroner og æbler frem og malten kan fornemmes i baggrunden. Der er noget fad til stede, som bliver mere udtalt efter et par minutter, men næsen er virkelig frisk og dufter cremet (hvis det giver nogen mening). Intet mindre end fantastisk.

Smagen: Det første der rammer er citron og bagte æbler. Derefter lidt brød og så bliver den krydret. Vanilje, nødder og masser af fad, som prikker bagerst i ganen og i kinderne. En palette, som har det meste. Sødme, surhed og bitterhed spiller skønt sammen. Pas på med vandet! Hvis du tilføjer mere end et par dråber så lad den stå i 10-15 minutter inden du bedømmer smagen.

Eftersmagen: Dejlig lang og godt med fad. Nødder og lidt lakrids, men også noget sødme med honning.

Karakter: 89/100 (skala)

Wow! Dette er noget nær den ultimative Glenlivet i min bog. Den er frisk, levende og med masser af destillerikarakter. Samtidig så har de 16 år også gjort at den føles lidt gammel og fadene har gjort et kæmpe indtryk på den. Det ville være fantastisk at opleve denne ved 25 år eller mere. Denne udgave af Nàdurra kan ind i mellem erhverves for mellem 300-400 kroner i diverse supermarkeder og til den pris er der kun én ting at gøre… Køb! Dels fordi den er fremragende og dels fordi den faktisk er udgået. Glenlivet har valgt at erstatte den med tre nye NAS aftapninger (jeg sagde jo at der ville komme malurt i bægeret). Den ene er Nàdurra Oloroso, som udelukkende består af first-fill Oloroso fade. Det vil sige at den skal konkurrere med Aberlour A’bunadh og Glenfarclas 105 og den taber til dem begge, hvis du spørger mig. Den anden hedder Nàdurra First Fill Selection og selvom jeg ikke har smagt den endnu, så jeg har væsentlig større forventninger til den end til Nàdurra Oloroso. Den har lagret på spritnye fade af amerikansk eg og skulle være ganske interessant. Hvis nogen derude sidder med en sample de vil sælge så sig endelig til. Den sidste er den røgede udgave, som blev lanceret i den forløbne uge.

Slàinte!

4 Comments

  1. Jeg har selv samme batch stående i skabet, og jeg kan kun give dig ret i, at det er en helt fantastisk dram – især til prisen! Det er nu ærgerligt, at den er udgået, men mon ikke, at den stadig kan støves op i nogle supermarkeder 🙂

  2. Jens Knobelauch

    Hæ. Jeg var også behørigt betaget af nævnte aftapning, men har du fået støvet op hvilke/hvis bourbon fade, der lagde krop til?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *