Glenlivet Nàdurra First Fill Selection

Efter at have sløjfet den oprindelige Nàdurra 16 YO fra programmet i 2014 og have introduceret Nàdurra Oloroso til sortimentet, valgte Glenlivet at lancere Nàdurra First Fill Selection. Den oprindelige Nàdurra havde udelukkende lagret på first-fill bourbonfade af amerikansk egetræ og det samme har den her. Den 16 års udgave, jeg tidligere har anmeldt havde en styrke på 56,1%, hvor den her har en styrke på 63,1% og det viser jo, alt andet lige, at den her er væsentlig yngre end 16 år. Den bliver lavet i batches og den batch, jeg smager på i dag hedder FF0714. FF står for First Fill og den er tappet i juli 2014. Der er også lavet en udgave af denne, der er rettet mod travel retail markedet og som er nedvandet til 48%.

Mere information og flere indlæg om Glenlivet.

Glenlivet Nàdurra First Fill SelectionGlenlivet Nàdurra First Fill Selection
Alder: NAS
Alkohol: 63,1%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Rigtig meget konserveret frugt. Pærer på dåse og æblemarmelade. Fed vaniljecreme og karamelsovs. Den høje alkoholprocent er slet ikke til at fornemme. Lidt vand åbner op for hindbærsaftevand, kokosvand og en lille smule ananas og/eller mango. Der er nærmest også lidt vin over næsen. Sådan en sød dessertvin som Sauternes eller noget deromkring.

Smagen: Den starter med sådan en fornemmelse af karamelliseret sukker. Så kommer der vanilje og karamel. Jeg havde forventet at den var mere frugtig, men det kommer først senere i paletten. Vi skal først lige forbi et stadie, hvor alkoholen skinner igennem og den bliver lidt skarp. Den fase undgås, eller dæmpes, med lidt vand og det hele bliver kun bedre af det. Frugterne til sidst er tropiske med ananas, mango og banan.

Eftersmagen: Ikke den længste eftersmag, men den er sød med tropiske frugter. Der er også lidt karamel og nogle citrusfrugter, som er med til gøre eftersmagen ganske interessant.

Karakter: 86/100 (skala)

Lad os bryde den her op i etaper og starte med næsen, som er ganske fremragende. Det er naturligvis de her first-fill fade, der får lov til at dominere lidt, men der er stadig masser af Glenlivet karakter over den med de klassiske pærer. Hele næsen, med vaniljen i spidsen, har sådan en cremet fedme over sig, som jeg synes er rigtig lækker. At den høje alkoholprocent slet ikke er til at fornemme gør bestemt ikke oplevelsen værre. Hvis vi går videre til paletten, så er det lidt en skam at alkoholen på den måde fylder, så meget som den gør midt i paletten. Den gode nyhed er dog at lidt vand fjerner det meste af skarpheden og giver plads til de tropiske frugter, som kommer hen mod slutningen. Eftersmagen byder på nogle uventede citrusfrugter og den kunne måske godt være lidt længere. Alt i alt, så er det faktisk en ganske værdig efterfølger til den gamle 16 års Nàdurra og jeg er kæmpe fan af de her first-fill bourbonfade, som bare giver så meget saft og kraft til hele oplevelsen. En flaske koster omkring 500 kroner og den får en anbefaling herfra.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *