Glenmorangie 12 YO Quinta Ruban

Påsken er næsten forbi, men vi kan lige nå et lille påskeæg mere i form af en god whiskyanmeldelse. Denne skal vi kigge nærmere på Glenmorangie Quinta Ruban. Det er en 12 års whisky, som de første 10 år har lagret på brugte amerikanske bourbonfade og herefter har den fået en afslutning på 2 år i brugte portvinsfade.

Mere information og flere indlæg om Glenmorangie.

Glenmorangie Quinta RubanGlenmorangie 12 YO Quinta Ruban
Alder: 12 år
Alkohol: 46%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Ja

Næsen: I starten masser af frisk frugt i form af druer og appelsiner. Derefter tørrede frugter i form af rosiner, dadler og figner. Kanel, nelliker og i det hele taget meget juleagtig. De portvinsfade som den er afsluttet på dominerer totalt næsen og de originale bourbonfade er væk. Varm, sød og krydret næse, som virker meget indbydende.

Smagen: Virkelig sød begyndelse. De friske og tørrede frugter i næsen er nu afløst af chokolade, karamel og nødder. Smager lidt “brændt” uden at det skal lyde negativt. Der er fuld tryk på sødmen hele vejen også selvom der dog er en lidt sprittet fornemmelse helt til sidst i paletten.

Eftersmagen: Frugten kommer lidt tilbage i eftersmagen, sammen med de juleagtige krydderier som kanel og nelliker. Mellemlang og varm eftersmag, som indbyder til en tår mere.

Karakter: 85/100 (skala)

Quinta Ruban er fremragende dram i sin prisklasse og den gør mange ting rigtigt. Indbydende næse, sød smag og en eftersmag som gør én mere tørstig. Når det så er sagt, så er den heller ikke voldsomt kompleks. De portvinsfade som den er afsluttet på har fuldstændig overdøvet de bourbonfade, den har tilbragt de første ti år af sin tilværelse på. Det er ikke i sig selv en skidt ting, men vi ender med en whisky som i den grad smager af portvin, så hvis man foretrækker en whisky, der har ligget på bourbonfade og faktisk smager af bourbonfade, så skal man kigge andre steder hen.

Personligt så kan jeg rigtig godt lide det som Glenmorangie har kreeret med Quinta Ruban og efter aftensmaden smager et glas af denne her bare dejligt. Mere er der ikke at sige om det. Jeg bliver ved at vende tilbage til den og det er i selv grund nok til at jeg varmt kan anbefale den. Jeg har købt min i Tyskland til sølle 399 kroner for en hel liter. Den kan findes herhjemme i standardstørrelse til 450 kroner og til de priser så vil der altid stå en flaske af den i mit skab.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *