Hyde No. 1

Helt ude i det sydvestlige Irland, ligger byen Skibbereen i West Cork og der ligger minsandten også et lille nyt destilleri ved navn Hibernia Distillers. Destilleriet er grundlagt i 2014 og der går derfor lige nogle år endnu inden de selv har noget whiskey på markedet. I mellemtiden har de valgt at lancere en serie aftapninger under navnet Hyde. Serien er navngivet efter Douglas Hyde, som var den første præsident i den irske republik efter løsrivelsen fra Storbritannien.

Hyde No. 1 som vi skal smage i dag er en 10 år gammel whiskey, som først har ligget på first-fill bourbonfade, hvorefter den har modtaget en 6 måneders afslutning på first-fill Oloroso sherryfade fra Bodega Dios i Andalusien. Den kom på markedet i marts 2015 og der er lavet omkring 5.000 flasker. Det er en single malt whiskey, som på bedste irske vis er destilleret tre gange på pot stills og det er foregået på Cooley destilleriet, som er ejet af Beam Suntory og som ligger i det nordøstlige Irland.

Efterfølgende kom Hyde No. 2, som også er en 10 års single malt whiskey. Den er bare afsluttet på tidligere romfade fra Barbados i Caribien. For en uges tid siden annoncerede Hibernia Distillers så Hyde No. 3, som er en 6 år gammel single grain whiskey, der udelukkende har lagret på first-fill bourbonfade.

Tak til FioniaFlasken for denne sample.

Mere information og flere indlæg om Hibernia Distillers.

Hyde No. 1Hyde No. 1 Presidents Cask 10 YO
Alder: 10 år
Alkohol: 46%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Det er sherryen, der rammer min næse først. Den der søde og frugtige duft af rosiner, figner og brun farin. Det er dog kun et lag oven på duften af de meget aktive bourbonfade som den har tilbragt de første 10 år på. Der er abrikos, banan, vanilje, honning og duften af spidset blyant. Malten dukker op efter noget tid i glasset. Med lidt vand begynder de her klassiske noter fra irsk whiskey at dukke op i form af græs og kornmarker. Lidt citron kommer der også. Bestemt en fascinerende næse, som dog godt kan virke lidt ensidig i starten.

Smagen: Det vælter ind med karamel og honning lige i starten. Cremet. Derefter bliver den frugtig med æbler og abrikos. Der er også masser af kanel, vanilje og lys chokolade. Sherryfadene begynder at prikke lidt i tungen og der dykker noget peber og lakridspulver op. Ganen begynder at tørre ud og mundvandet kommer frem. Lidt vand ændrer ikke synderligt på smagen, men det gør at udviklingen i paletten tager længere tid og smagene bliver meget nemmere at adskille.

Eftersmagen: Relativ lang og tør eftersmag med mere lakrids, kanel og mørk chokolade. En lille smule sød tobak måske.

Karakter: 88/100 (skala)

Præsident Hyde må være en stolt mand. For whiskeyen, som er lavet i hans navn fejler bestemt ikke noget. Næsen virker som sagt lidt ensidig og sherrysød i starten, men den åbner sig i den grad og kompleksiteten stiger jo længere den får lov til at ligge i glasset. Smagen har en fin udvikling fra sød og cremet over i noget frugtigt inden den bliver tør og krydret og eftersmagen er også ganske fin. Den har masser af krop og fylde, men nogen sherrybombe er det ikke. Det er overordnet set bourbonfadene, som dominerer billedet og sherryfadene er kun med til at øge kompleksiteten her. Jeg synes, det er en rigtig god dram og jeg kan nemt anbefale den. En flaske koster 500 kroner og den forhandles hos importøren FioniaFlasken.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *