Jameson Irish Whiskey

Sig irsk whiskey og så tænker mange straks på Jameson, som mere eller mindre er indbegrebet af irsk whiskey. Den almindelige Jameson Irish Whiskey uden en aldersbetegnelse vil mange nok mene egner sig bedst til irsk kaffe, men ikke desto mindre så synes jeg at den er værdig til en anmeldelse. Den er destilleret på Midleton destilleriet i det sydlige Irland og hjertet af Jameson er en single pot whiskey lavet af både maltet og umaltet byg. Dertil er så tilsat en god mængde grain whiskey, som er destilleret på en kolonne.

Mere information og flere indlæg om Jameson.

Jameson Irish WhiskyJameson Irish Whiskey
Alder: NAS
Alkohol: 40%
Koldfiltreret: Ja
Farvet: Ja

Næsen: Godt med vanilje. Ferskner, æbler og masser af korn. Tørt korn og tørt græs. Lidt acetone, som dog forsvinder med tiden og som for mig betyder at den indeholder en del grain whiskey. Lidt honning. Med vand kommer der en ganske dejlig duft af fad og endnu mere vanilje. Den er klart bedre og mere interessant med lidt vand.

Smagen: Ganske meget frugt i starten og noget af det er banan. Det er i hvert fald den, som lige stikker ud. Meget cremet og sød. Karamel, kakao og vanilje midtvejs i paletten og til sidst bliver den maltet og der kommer lidt peber. Med vand bliver den lidt mindre cremet og desværre også lidt bitter sidst i paletten.

Eftersmagen: Forholdsvis kort og maltet eftersmag.

Karakter: 73/100 (skala)

Det første spørgsmål man skal stille sig når man skal vurdere en af de her billige blends er om man kunne forestille sig at drikke den rent og det ville jeg nok have det lidt svært med. Næsen er ganske udmærket og den bliver kun bedre med lidt vand, men smagen er lidt for ensidig og kedelig til at den nogensinde bliver interessant. Jeg synes at den er lidt for bitter til at drikke rent og det er vel egentlig heller ikke det den er skabt til. Den er skabt til at komme i kaffen eller til at nyde afkølet med isterninger. Hvis du skal lave irsk kaffe kan jeg sagtens anbefale den, men ellers ikke.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *