Karakterskala

Siden foråret 2015 har jeg valgt at give en karakter, hver gang jeg anmelder en whisky. Sådan en karakter er selvfølgelig meget subjektiv og den også kun et udtryk for min egen personlige holdning. Smag er heldigvis forskellig og selve karakteren skal ikke ses som den eneste sandhed. Det er i næsen, på tungen og i halsen at den sande bedømmelse skal finde sted og derfor anbefaler jeg, at man altid læser hele anmeldelsen eller, som det mindste, smagsnoterne for at finde min sande bedømmelse.

Jeg har valgt at tilpasse den skala, som bruges hos Malt Maniacs og min skala ser således ud:

100 point: I sandhed livets vand og i praksis fuldstændigt uopnåeligt.
95-99 point: Exceptionelt! Nu er vi oppe, hvor prisen er irrelevant og den bare skal stå i skabet.
90-94 point: Alle bør prøve denne mindst en gang i deres liv. Fantastiske dråber.
85-89 point: Meget anbefalelsesværdig. Det her er gode dråber og de er værd at opsøge.
80-84 point: Anbefalelsesværdig. Du kan ikke rigtig gå galt i byen med denne og der er næsten garanti for fuld tilfredshed.
75-79 point: Over middel, men ikke noget som man direkte skal opsøge og heller ikke noget som jeg direkte kan anbefale.
70-74 point: Under middel, men heller ikke noget som man direkte skal undgå. Kunne dog være meget bedre.
Under 70 point: Stop! En karakter under 70 fortæller at man skal holde sig langt væk fra denne whisky eller træde meget varsomt.

Skalaen er den samme uanset, hvad der bliver anmeldt, så en blend eller en bourbon kan sagtens opnå en karakter på 90 point uden, at det nødvendigvis betyder, at den er lige så god som en single malt, der opnår 90 point.

Karakteren tager, som udgangspunkt, altid højde for prisen på whiskyen. Hvis jeg føler at prisen, af den ene eller den anden grund, ikke skal have indflydelse på karakteren, så skriver jeg det specifikt i anmeldelsen.

Der vil ikke blive anmeldt whisky, som ville opnå en karakter på under 70 point her på bloggen. Skulle jeg falde over sådan en flaske, så bliver den sat til side og brugt i kaffen eller til at fjerne maling med.

2 Comments

  1. Så din skala er i anvendt praksis en 6 punkts skala? 😎

    • Ja, det kan man godt argumentere for 🙂

      Jeg synes alligevel ikke helt at det bare er en 6 punkts skala. På en 6 punkts skala ville den laveste karakter 1 (også selvom jeg gjorde opmærksom på andet) automatisk blive betragtet som det værste rævepis. På denne skala synes jeg, det bliver mere tydeligt at den reelle laveste karakter ikke gør produktet til noget udrikkeligt sprøjt.

      Jeg startede med ikke at give point, men flere og flere ønskede en score på mine anmeldelser. Jeg grublede længe over, hvilken skala jeg kunne leve med og den som Malt Maniacs bruger var den, der kom tættest på.

      Jeg ved godt at den ikke er perfekt og den skal også nok blive tilpasset gennem årene 🙂

Comments are closed