Koval Wheat PX Finish

Koval ligger i den amerikanske delstat Illinois og er etableret i 2008. De har slået sig op på at lave nogle ret usædvanlige aftapninger og deres sortiment tæller blandt andet en havre whiskey, en hirse whiskey og en whiskey med fire forskellige slags korn i. Alle deres aftapninger er single barrel og det hele er økologisk og kosher. Samtidig er det naturligvis ufarvet og ikke koldfiltreret. Den aftapning jeg anmelder i dag er lavet på 100% hvede og efter at have ligget på en frisk tønde af amerikansk eg er den afsluttet på et tidligere Pedro Ximénez fad. Hvor længe den har ligget på hvert fad er uvist og det samme er den samlede alder. Tusind tak til Jens Jørgen Normann Jensen for denne sample.

Mere information og flere indlæg om Koval.

Koval Wheat PX FinishKoval Wheat PX
Alder: NAS
Alkohol: 47%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej
Fadtype: New Charred American Oak Barrel + Pedro Ximénez Cask Finish
Fadnummer: 98

Næsen: Førstehåndsindtrykket er at den er meget sprittet. Det er nærmest ren acetone, der springer op i næsen. Der er en duft af viskelæder og limstift. Efter lidt tid kommer der dog både lakridspulver, mynte og karamel mens det værste acetone forsvinder. Den bliver dog ikke rigtig lækker før den får noget vand. Så dukker der pludselig vanilje, kirsebær og nogle ganske svage sherrynoter op. Lidt kanel, noget sukker og lille smule chai latte. Ganske interessant om end lidt underlig næse.

Smagen: Der er en initiel sødme med sukker, karamel og bær, men den bliver ret hurtig skarp og krydret. Kanel, ingefær, hvid peber og det hele brænder lidt midt på tungen. Den dæmper sig ikke før til sidst i paletten, hvor den bliver lidt bitter med noget kaffe, lidt trækul og sådan en form for rom sødme. Den føles meget cremet og fyldig, men den der skarphed midt i paletten er lidt for voldsom.

Eftersmagen: Lige når man synker kommer der sådan et skud karamel, som egentlig er ganske lækker. Den har en forholdsvis lang eftersmag, men den mangler lidt nuancer og så river den ganske svagt i halsen på vej ned.

Karakter: 78/100 (skala)

Første gang denne flaske blev åbnet var den meget svær at have med at gøre. Den var indelukket og virkelig sprittet, men efterhånden som den fik lov til at trække vejret og jeg fik leget lidt med vandet, så endte det faktisk med at blive en ganske hæderlig dram alligevel. Jo vist, den er meget ung og jeg sikker på at den har ligget på ganske små fade, ligesom jeg er sikker på at afslutningen på Pedro Ximénez fadet har været meget kort. Det er i hvert fald svært at opfange ret mange sherrynoter, men de ligger dog dybt begravet i næsen. Jeg har umiddelbart lidt svært ved at anbefale den og det skyldes ikke mindst den skarphed, der er i smagen og at den river lidt på vej ned. En flaske med halv liter koster omkring 500 kroner.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.