Laphroaig 18 YO

Som afslutning på den seneste tids Laphroaig tema har jeg valgt at slutte af med stil ved at anmelde Laphroaigs 18 års aftapning, som desværre er ved at blive udfaset. Der bliver altså ikke produceret flere af dem, men de kan stadig findes ude i butikkerne. Den blev introduceret til markedet i 2009 som en afløser for deres 15 års og nu ser det ud til at den nye 15 års igen skal erstatte denne 18 års. Der er ikke så mange dikkedarer ved denne her aftapning. Den har udelukkende lagret på tidligere bourbonfade, den er tappet ved 48% og den er ikke koldfiltreret.

Mere information og flere indlæg om Laphroaig.

Laphroaig 18 YOLaphroaig 18 YO
Alder: 18 år
Alkohol: 48%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Ja

Næsen: Endelig kommer der noget alder i næsen. Masser af fad og røgen er noget mere afdæmpet. Den er dog stadig meget medicinsk og der er både jod og klor i næsen. Tydelig vanilje og karamel. Nogle mandariner og noget stærk kaffe. Chokolade. Den er saltet og der er noter af pebermynte sammen med noget røget kød. Med lidt vand bliver røgen endnu mere afdæmpet og meget af det medicinske forsvinder, så alt det andet kan udvikle sig. Der kommer også nogle citrusfrugter.

Smagen: Karamel og røget kød går hånd i hånd med vanilje og mørk chokolade. Kanel, citrusfrugter og salt. Røgen er der hele tiden, men det er først til sidst at den sådan rigtig sætter sig i gennem. Masser af aske, trækul og malt. Den føles kraftig og cremet, samtidig med at den er dyb og har lidt mørke fugtige jordtoner over sig. Den bliver mere sød med vand og mister måske lidt sin karakter.

Eftersmagen: Meget lang og tør eftersmag med aske, trækul, vanilje og karamel. Med vand forsvinder asken og trækullet.

Karakter: 89/100 (skala)

Det er en stor og dejlig whisky den her 18 år gamle Laphroaig. Den har masser af alder bag sig og det afspejles hele vejen rundt. Fantastisk næse, meget dyb og intens smag med en meget lang eftersmag, som afrunder en dejlig oplevelse. Det er en skam at den er pillet ud af sortimentet og dermed bliver sværere og sværere at skaffe. Det er sådan en whisky, man både kan sidde med en hel aften i gode venners selskab eller sidde og nyde alene foran bålet en sommeraften. Hvis du skulle falde over den derude, så tøv ikke med at købe en flaske. Du skal dog lige passe på prisen, da forhandlerne jo også har opdaget at den er udgået og jeg vil mene at den højst må koste 1.000 kroner. Alt derover er landevejsrøveri.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *