Laphroaig Triple Wood

I går anmeldte jeg Laphroaig Quarter Cask og dagens whisky bygger videre på konceptet fra den. Laphroaig Triple Wood er nemlig først lagret på samme måde som Quarter Cask, hvilket vil sige at den ligger på tidligere bourbonfade inden den overføres til de mindre quarter casks. Når den så har ligget der i cirka syv måneder får den lige en ekstra afslutning på sherry butts af europæisk eg, som tidligere har indeholdt Oloroso sherry. Ligesom Quarter Cask, så er den tappet ved 48%, den er ikke koldfiltreret og den mangler en aldersdeklaration. Tusind tak til Jan Autzen Laursen for denne sample.

Mere information og flere indlæg om Laphroaig.

Laphroaig Triple WoodLaphroaig Triple Wood
Alder: NAS
Alkohol: 48%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Ja

Næsen: Noget mere afdæmpet end Quarter Cask, men stadig meget røget og stadig en del karamel i næsen. Godt med tjære og så synes jeg faktisk at det medicinske er kraftigere her. Der er også en helt anden sødme over næsen, som giver stærke associationer til en god gang barbecue. Mørke bær, brændte nødder og karamelliseret banan. Med lidt vand smider den meget af sherryindflydelsen og det viser nok at den har ligget på sherryfadene i temmelig kort tid.

Smagen: Masser af søde bær og søde krydderier. Kanel, nelliker og mere karamel. Den føles en smule tynd i starten, men det bliver bedre senere i paletten. Der mangler dog noget røg, som ikke kommer ikke før til sidst og så føles den endda lidt underspillet. Der kommer noget ingefær og peber inden den bliver tør og røgen viser sit ansigt. Vandet her gør det samme som ved næsen og sherryfadene er nærmest helt væk. Den bliver mere tynd, men til gengæld noget mere røget.

Eftersmagen: Her kommer røgen endelig og den smager af askebæger med nogle søde bær. Rimelig lang eftersmag.

Karakter: 80/100 (skala)

Hmm… Jeg må nok ærligt indrømme at jeg er lidt skuffet. Den afslutning som Laphroaig Triple Wood har fået på Oloroso sherryfade er simpelthen for kort og resultatet er en lidt kunstig sødme som jeg egentlig ikke mener hører hjemme i en Laphroaig. Sødmen får også røgen til at træde i baggrunden og det kan vel næppe være meningen. Prisen herhjemme ligger omkring 500 kroner og personligt ville jeg hellere købe en Quarter Cask eller en 10 års, som endda ikke koster så meget.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.