Longrow 10 YO 100 Proof

Denne Longrow er en limited edition, som er tappet i 2006 og den er tappet ved 100 Imperial Proof, hvilket svarer til cirka 57%. Jeg har ikke været i stand til at finde noget om fadtyper, men mit bedste bud er at det her udelukkende er tidligere bourbonfade og nok mest refill bourbonfade. Da den er tappet helt tilbage i 2006 kan den godt være svær at skaffe, men den dukker da op på diverse auktioner med jævne mellemrum.

Mere information og flere indlæg om Longrow.

Longrow 10 YO 100 ProofLongrow 10 YO 100 Proof
Alder: 10 år
Alkohol: 57%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Det er sjovt nok frugten som vinder over røgen her. Appelsin, overmodne æbler og citrus. Der er også noget parfumeret over den. Lavendel! Dog ikke på den ækle Bowmore måde, men alligevel. Der er selvfølgelig også lidt røg, men det er godt nok begrænset. Lidt mineralsk i det. Salt og kalk.

Smagen: Der kom røgen… Trækul, barbecue og grillmarinade, hvilket vil sige honning, salt, peber, eddike og sukker. Lidt mere appelsin, men det er røgen, som er i fokus her. Smagen er en helt anden end næsen og man skulle ikke tro, at det var samme whisky. Der er masser af power i smagen og man kan ikke sige helt det samme om næsen.

Eftersmagen: Mellemlang eftersmag med peber og røg. En hel del sødme i form af honning og chokolade.

Karakter: 84/100 (skala)

Der er en kæmpe forskel på næsen og smagen her. Hvis jeg skulle bedømme den udelukkende efter næsen, havde den nok dumpet, men der er så meget kraft i smagen at den alligevel lander på en ganske anstændig score. Jeg er dog alligevel nødt til at indrømme at jeg nok ville vælge den almindelige Longrow Peated frem for denne her. Den kan sagtens bære noget vand og jeg synes at den fungerer bedst under de 50%. Det er også der at den der duft af lavendel begynder at forsvinde. Jeg er ked af det, men den duft bryder jeg mig altså ikke ret meget om.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *