Nye blends fra William Grant & Sons

Williams Grant & Sons, som er firmaet bag blandt andet Glenfiddich og Balvenie, er klar med to nye serier af blended whisky og de er alle med aldersdeklaration. Sådan! Den ene serie er en udvidelse af deres i forvejen meget kendte Grant’s serie og den anden er en helt ny serie blended whisky ved navn Hazelwood.

Vi starter med Hazelwood, der er lavet som en hyldest til Janet Sheed Roberts (1901-2012), som var medlem af Grant familien. Hun boede i Hazelwood House, der er lavet i Art Deco stil og som ligger tæt ved Glenfiddich. Den nye serie henter sin design inspiration fra 1920’ernes og husets Art Deco stil. Selve whiskyen inden i flasken er primært blendet af grain whisky fra Girvan og malt whisky fra Kininvie, men der er også andre malt whiskyer repræsenteret.

House of Hazelwood 18 YO beskrives som elegant og klassisk. Den er blevet blended sammen i portugisisk egetræ og næsen skulle give noter vanilje sødme, mens paletten skulle indeholde kremet karamel og eftersmage skulle byde på “soft oak”. Udsalgsprisen ligger på omkring £50.

House of Hazelwood 21 YO er en mere krydret whisky, som indeholder malt whisky, der har ligget alle 21 år på europæiske sherryfade. Tørrede frugter og krydderier dominerer næsen, mens smagen indeholder kanel og nelliker. Eftersmagen byder på krydderier, melasse og harpiks. Udsalgsprisen ligger på omkring £75.

House of Hazelwood 25 YO afslutter serien. Den er blevet blended sammen i amerikansk egetræ og næsen indeholder noter af karamelliseret sukker, vanilje, ahorn, krydderi og træspåner. Smagen byder på krydderi og vanilje, mens eftersmagen indeholder mere karamelliseret sukker og krydderi. Udsalgsprisen ligger på omkring £115.

Alle tre aftapninger bliver lanceret i februar 2016 i travel retail markedet og mere globalt fra september 2016. Det er værd at bemærke at flaskerne kun er på 50 centiliter.

Hazelwood & Grant's Elementary

Den anden nyhed kommer i form af en udvidelse af Grant’s serien af blended whiskyer. Udvidelsen hedder Grant’s Elementary og den fejrer videnskaben bag whisky. Der er tale om en limited edition, så det er altså ikke en permanent udvidelse af serien.

Den første aftapning hedder Carbon og det er en 6 år gammel peated blend. Den næste hedder Oxygen og det er en 8 år gammel grain whisky fra Girvan. Den sidste er en 29 år gammel blend ved navn Copper. Dem som stadig kan huske tilbage til folkeskolen har nok regnet ud at alderen på de tre whiskyer svarer den til plads som de tre forskellige elementer kul, ilt og kobber har i det periodiske system. Meget gennemført markedsføring af William Grant & Sons.

De tre aftapninger kommer kun til salg i travel retail markedet og priserne er endnu ukendte, men forvent at de starter ved £25 og slutter på omkring £250 og her snakker vi om 70 centiliter flasker. De kommer på markedet i 2016 og det vil være muligt at købe 5 centiliter miniaturer af alle tre aftapninger. Dem glæder jeg mig faktisk til at smage.

Mere information og flere indlæg om Grant’s.
Mere information og flere indlæg om Hazelwood.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *