Old Pulteney 12 YO

Denne 12 års aftapning fra Old Pulteney kalder de selv deres “definitive expression” og det er den aftapning som, mere end nogen anden, indeholder Old Pulteneys maritime Highland sjæl. Til trods for at de fleste andre aftapninger fra destilleriet er tappet ved 46%, så er denne 12 års desværre kun tappet ved 40%. Om det er for at holde prisen nede eller for at gøre den mere tilgængelig ved jeg ikke, men en skam er det. Den har udelukkende lagret på tidligere bourbonfade.

Mere information og flere indlæg om Old Pulteney.

Old Pulteney 12 YOOld Pulteney 12 YO
Alder: 12 år
Alkohol: 40%
Koldfiltreret: Ja
Farvet: Ja

Næsen: Frisk og lidt stram næse når man lige skænker den. Friskpresset citron og blomster. Efter et par minutter åbner den sig op og der er lidt fad, nogle mandler eller andre nødder og noget, som minder mig om kokosvand. Den bliver mere frugtig med banan og mango. Den er ret maltet. Inde bag det hele gemmer der sig lidt honning. Der er drysset noget salt ud over hele oplevelsen, men jeg synes ikke at der er nok til at kalde den specielt maritim.

Smagen: Det er malten, som ankommer først sammen med honning og frugten, hvor der igen er lidt banan. Man kan vel godt sige at det er lidt ligesom at spise müsli. Nødder og karamel. Mere citron og så kommer der masser af salt hen mod afslutningen. På trods af at den kun er på 40%, så føles den ret tyk og cremet.

Eftersmagen: Mellemlang eftersmag som er bitter og sød på den gode måde. Citron, karamel og mere salt.

Karakter: 86/100 (skala)

Umiddelbart vil jeg mene at Old Pulteney 12 YO slår langt over sin vægtklasse og den fortjener en placering i toppen af sin aldersgruppe. Den er frisk, men på ingen måde let eller tyndbenet. Der er masser af tyngde og kompleksitet i både næsen og smagen. Det maritime aspekt er mest synlig i smagen og den der bitre sødme, som ligger hen over hele oplevelsen er ganske fantastisk. En flaske koster omkring 400 kroner og selvom det er mange penge for en 12 år gammel whisky, så tøver jeg ikke med at anbefale den. Hvis man udelukkende er til røg eller sherry, så skal man dog nok lede andre steder.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *