Penderyn Madeira

Vi tager en tur til Wales og smager på lidt mere Penderyn. Sidste gang jeg havde Penderyn på bloggen var det Myth og Rich Oak jeg smagte, hvilket er to aftapninger, som udelukkende har lagret på borbonfade. Denne gang smager jeg på Penderyn Madeira der, som navnet antyder, har ligget på tidligere Madeira vinfade. Den er dog kun afsluttet på Madeira vinfade og den første del af lagringen har stadig været på tidligere bourbonfade. Penderyn beskriver selv denne aftapning som deres “house style” og det er da også den aftapning som de er mest kendt for.

Mere information og flere indlæg om Penderyn.

Penderyn MadieraPenderyn Madeira
Alder: NAS
Alkohol: 46%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Typisk for Penderyn, så er den meget ren i næsen. Masser af tropiske frugter som ananas, banan og honningmelon. Citrongræs og mynte. En smule nødder og en duft af sød hvidvin. Der er lidt rosiner og noget cremet vanilje, som kunne minde lidt om hvid chokolade. Ikke en voldsom kompleks næse og man kan godt dufte at det er forholdsvis ung whisky, men det synes jeg egentlig passer meget godt til den friske og søde stil.

Smagen: Sød og cremet forrest på tungen. Banan, friske druer, melon og vanilje. Nærmest som en frugtsalat overhældt med vaniljecreme. Lidt krydret og der er noget citrusfrugt. Den bliver lidt pebret og skarp midt i paletten inden den tørrer en lille smule ud. Der er lidt nødder og lidt rosiner til sidst, men ellers er det er ikke så meget man mærker til de Madeira fade.

Eftersmagen: Afslutningen er rimelig lang med en tør fornemmelse. Flere søde frugter og nødder sammen med noget chokolade og karamel.

Karakter: 85/100 (skala)

Det er hermed slået fast med syvtommersøm. Jeg kan godt lide Penderyn og er generelt vild med deres aftapninger. Den der friskhed og skarphed, der er over både næsen og smagen er fantastisk og virkelig noget, som tiltaler mine smagsløg. Jeg synes dog at den afslutning på Madeira fade, den her har fået virker en lille smule overfladisk og jeg har meget svært ved at opfange det vinøse element, jeg havde glædet mig sådan til. Der er lidt druer og noget tørhed at spore, men det er sødmen, som er i højsædet hele vejen og den har alle de der tropiske frugter, jeg elsker ved Penderyn, hvilket redder den for mit vedkommende. En flaske Penderyn Madeira koster cirka 500 kroner.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *