Penderyn Myth

Efter en masse dejlige anmeldelser af skotsk whisky, så er det vist blevet tid til at udvide horisonten en lille smule og smage på noget ganske andet. Vi tager en tur til Wales og smager på to forskellige aftapninger fra Penderyn. Vi starter denne gang med en forholdsvis ny aftapning ved navn Myth og næste gang skal vi smage på Rich Oak. Lad os komme i gang med at smage noget single malt wysgi (som det staves på walisisk).

Den flaske som vi skal smage i dag er en del af en ny serie, der alle gør brug af den røde drage, som er repræsenteret på det waliske flag. Dermed forsøger Penderyn selvfølgelig at understrege at de er waliske og unikke. Udover Penderyn Myth, så indeholder serien Legend, som er afsluttet på Madeira fade og Celt som er afsluttet på fade, der tidligere har indeholdt røget whisky. Den har lagret udelukkende på first-fill bourbonfade og den har ikke modtaget nogen afslutning på andre fade.

For god ordens skyld skal jeg lige nævne at whiskyen er leveret af den danske importør CRT Spirits, men ordene om og holdningerne til produktet er udelukkende mine egne.

Mere information og flere indlæg om Penderyn.

Penderyn MythPenderyn Myth
Alder: NAS
Alkohol: 41%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Det første som rammer mig er sådan en sød og bitter duft med citronskal, ananas og overmoden pære. Derefter masser af krydderi. Vanilje, kardemomme og tørrede krydderurter. Karamel. Der sker rigtig mange ting i den her næse. Den er ung, levende og spændende.

Smagen: I begyndelsen masser af honning og søde frugter. Fersken, ananas og lidt banan. Derefter lidt krydret vanilje og citrus bitterhed inden den slutter af med karamel og chokolade. Dejlig cremet og den dækker tungen og ganen godt. 

Eftersmagen: Ikke den længste eftersmag i verden, men den skuffer egentlig heller ikke. Søde frugter i form af æbler eller pærer og lidt vanilje. Bedstemors æblekage?

Karakter: 92/100 (skala)

92 point! Han må have slået hovedet eller tastet forkert… Det har jeg faktisk ikke. Det her er fabelagtig whisky og den fortjener at blive bedømt som værende helt sin egen og den skal ikke sammenlignes med en single malt fra Skotland. Den skal nærmere sammenlignes med danske håndværkswhiskyer som Stauning, Fary Lochan og Braunstein eller måske svenske Mackmyra. Penderyn Myth er frisk og livlig og det er tydeligt at fadene, som havner i denne aftapning er af god kvalitet.  Jeg er vild med den krydrede, tropiske næse og selvom det er ung whisky, så har den masser af karakter, charme og dybde. En flaske koster omkring 500 kroner og er man lidt eventyrlysten så kan jeg klart anbefale denne aftapning.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *