Port Askaig 100 Proof

Port Askaig er et brand, som er ejet af Speciality Drinks, der er et søsterselskab til The Whisky Exchange og begge virksomheder er ejet og stiftet af Sukhinder Singh. Port Askaig slår sig op som en Single Islay Malt Whisky og det er det eneste vi officielt ved om, hvor whiskyen kommer fra. Det er dog ikke nogen stor hemmelighed at der ligger en lille flække på Islay, som hedder Port Askaig og i den flække ligger der et destilleri, som hedder… Caol Ila. Der er mange aftapninger i Port Askaig serien og de har alle sammen en aldersdeklaration, lige med undtagelse af den Port Askaig 100 Proof som jeg anmelder i dag. Jeg har ikke været i stand finde ud af, hvilke fadtyper den har lagret på, men jeg temmelig sikker på at det udelukkende er refill bourbonfade. Tusind tak til Karsten Radant for denne sample.

Mere information og flere indlæg om Port Askaig.

Port Askaig 100 ProofPort Askaig 100 Proof
Alder: NAS
Alkohol: 57,1%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Røget skinke med lakridspulver eller spejdersnus udover. Grapefrugt og pærer. Den er maltet og olieret med masser af salt og hav over sig. Trækul. Den prikker noget i næsen, men ikke så meget at det er ubehageligt. Med lidt vand bliver den væsentlig mere røget og maritim, med mere salt og noget tjære. Faktisk også en smule vanilje.

Smagen: Den starter maltet og sødt med et lille skud citrus. Det går ikke længe inden den bliver tør og forkullet med en hel del peber på tungen. Sidst i paletten viser røgen sig og den smager lidt af askebæger. Med vand er det malten, som vinder i starten og peberet er meget længere om at ankomme. Den bliver stadig lige så tør, men røgen er lidt renere og mere klart defineret med vand.

Eftersmagen: Relativ lang og sød eftersmag, som hurtigt tørrer ud. Peber, aske og lidt citrus. Med vand bliver eftersmagen lidt sødere og varer faktisk lidt længere samtidig med at der er noget lakrids, som måske nærmere er lakridsrod.

Karakter: 87/100 (skala)

Som jeg tidligere har sagt, så har sådan en ung røgbombe ikke mange heste at spille på. Det er dog ikke noget problem, så længe at den gør det den skal ordentligt og det gør den her. Det er en kraftig og lidt indelukket whisky lige i starten, men med noget vand i glasset åbner den sig og bliver en fremragende dram at sidde med. Masser af røg i næsen og en dejlig tørhed i munden, som godt nok kommer lidt senere med vand, men som også bliver mere udtalt af det. Den der maltede sødme kombineret med citrus og lakrids fungerer rigtig godt her og til prisen har jeg ingen problemer med at anbefale den til alle peatheads. En flaske koster omkring 550 kroner herhjemme.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *