Royal Salute 21 YO

Royal Salute er en blended whisky, der er skabt af Charles Julian, som var master blender hos Chivas Brothers og flasken blev officielt lanceret den 2. juni 1953, hvilket er samme dag som Dronning Elizabeth II blev kronet. Den er skabt i hendes ære og alderen på de 21 år er en henvisning til de 21 skud, som bliver affyret under en “Royal Salute”. Der er flere aftapninger i serien, men det er så absolut den her 21 års, som er den mest populære. Den sælges i flakoner af ler, som er håndlavet af Wade Porcelain og tidligere var der et aftryk af Robert the Bruce på forsiden, men på de nyere flasker er han udskiftet med en løve. Der er tre forskellige farver at vælge mellem og de repræsenterer de ædelstene, som der sidder i den engelske krone. Der er den røde Ruby, den blå Sapphire og den grønne Emerald. Indholdet i de forskellige flasker er det samme og den primære malt kommer fra Strathisla.

Mere information og flere indlæg om Royal Salute.

Royal Salute 21 YORoyal Salute 21 YO
Alder: 21 år
Alkohol: 40%
Koldfiltreret: Ja
Farvet: Ja

Næsen: Først en lille pudsig ting. Jeg skænker drammen op i glasset og bliver efterfølgende forstyrret. Da jeg kommer tilbage i rummet, hvor whiskyen står fornemmer jeg med det samme en aroma af snobrød på flere meters afstand. I ved sådan en duft af sød, lun og halvbagt gærdej. Når den kommer tættere på næsen er det ikke når så udtalt, men der er stadig godt med korn og masser af malt i næsen. Skøn blanding af den søde og lette grain whisky sammen med den robuste malt. Appelsinskal, citroner og honning. Et lille hint af røg og godt med fad. Der er lidt karamel og nogle æbler. Giver man den bare en lille dråbe vand dykker der nogle sherryfade op, som bare øger kompleksiteten endnu mere.

Smagen: Cremet og frugtig ankomst. Appelsin, æble og citron. Lys chokolade, som langsomt bliver mørkere. Masser af fad og lidt bitterhed på den lækre måde. Igen en lille smule røg og noget kakao. Der kommer noget krydderi, som jeg ikke rigtig kan sætte fingeren på. Det kan være nelliker. Den tørrer lidt ud sidst i paletten og man fornemmer alderen. Selvom den kun er på 40%, så har den masser af krop og fylde. Det smager også som om at andelen af malt whisky er ret høj.

Eftersmagen: Lang og varm eftersmag. Karamel, mørk chokolade, mere appelsin og masser af fad. Den ender faktisk med at være ret tør.

Karakter: 88/100 (skala)

Jeg elsker en god whisky og jeg elsker også en god blended whisky, hvilket Royal Salute 21 YO er. Den kan sagtens måle sig med mange single malts i kompleksitet og den “lave” alkoholprocent skader den bestemt ikke. Der er masser af krop og fylde i de 40% som den råder over. Jeg har siddet og smagt den op mod en ældre udgave fra før 2010 og jeg må ærligt indrømme at den nyere udgave er bedre. Det er som at kompleksiteten har fået et nøk opad og mit umiddelbare gæt er at andelen af malt whisky er blevet forøget. Det er desuden sjovt at se, hvordan en enkelt dråbe vand kan få nogle sherryfade til at stikke hovedet og dermed gøre den langt mere kompleks. Jeg kan virkelig godt lide den blend fra Chivas Brothers, men den ligger også i den dyre ende prismæssigt. Den normale udsalgspris ligger over 1.000 kroner, men til gengæld kan den findes på tilbud til langt mindre med jævne mellemrum. Så må man bare huske at slå til når lejligheden byder sig. Royal Salute 21 YO kan klart anbefales, hvis man ikke lider af en fobi over for blended whisky.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *