Säntis Malt Edition Himmelberg

I går anmeldte jeg Edition Sigel, som havde lagret på små øltønder og dag er turen så kommet til Edition Himmelberg. Det er en fire år gammel whisky, som først har lagret to år på øltønder inden den er overført til vinfade af forskellig slags, hvor den så ligger de sidste to år. Historien melder ikke noget om hvilke vinfade der er tale om. Den er ikke koldfiltreret og farven er ganske naturlig. Husk at trykke på linket nedenunder, hvis du vil vide mere om destilleriet og historien bag Säntis. Tak til Exclusive Whisky for denne sample.

Mere information og flere indlæg om Säntis Malt.

Säntis Edition HimmelbergSäntis Malt Edition Himmerberg
Alder: 4 år
Alkohol: 43%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Øl, malt og brød. Det er helt klart øltønderne, jeg dufter først. Friske bær. Efterhånden som den åbner sig kommer vinfadene frem og det dufter af tør hvidvin eller mousserende vin. Umodne druer, galia melon, valnødder og mineraler. Parfumeret. Tørrede blomster. Bestemt en næse, som bliver bedre med lidt tid i glasset. Med tiden synes jeg bestemt også at jeg kan dufte lidt humle.

Smagen: Cremet sur/sød ankomst. Tørrede krydderurter, nødder og druer. Mineralsk og masser af peber på tungen. Kakao og lakrids. Den prikker lidt og igen får man den øl fornemmelse når man synker. Til trods for at den er cremet i starten, så bliver den faktisk lidt tynd hen mod slutningen og der er ikke den store udvikling inde i munden.

Eftersmagen: Mellemlang eftersmag med lakrids, nødder og lidt peber.

Karakter: 82/100 (skala)

Nu er mit sammenligningsgrundlag jo rimelig spinkelt, men jeg er alligevel ret imponeret over, hvor forskellig den her er fra Edition Sigel. Den her har en mere tung næse, men uden at være mere kompleks. Hvor Edition Sigel har en bitterhed over sig er den her mere syrlig i det. Jeg synes dog at den bliver lidt tynd i paletten hen mod slutningen og jeg havde gerne set lidt ekstra procenter. Jeg tror at den har ligget på hvidvinsfade, da den mangler den der frugtighed, som jeg forbinder med et rødvinsfad og den tørrer heller ikke ganen ud, hvilket de fleste rødvinsfade har en tendens til at gøre. Dermed ikke sagt at den ikke er en oplevelse værd. Jeg synes bare at Edition Sigel er en større oplevelse. Skulle du have fået blod på tanden så findes der flasker i flere forskellige størrelser hos importøren Exclusive Whisky.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *