Säntis Malt Edition Snow White III

Er I klar til noget, som er lidt mærkeligt? Hvert år når det bliver vinter frigiver Säntis en ny batch af deres Snow White aftapning og de er nu kommet til batch nummer tre. Det er der såmænd ikke noget mærkeligt i. At den er fem år gammel og hverken er koldfiltreret eller farvet er der heller ikke noget mærkeligt i. Det mærkelige er at den tilbringer de første fire år på en kombination af fade, som enten tidligere har indeholdt æblesnaps eller Glühbier (som er en slags gløgg baseret på øl). Endnu mere mærkeligt er det så at den bliver afsluttet på tidligere “Vieille Prune” fade, som er en blomme brandy. Det skal blive spændende om den så også smager mærkeligt. Husk at trykke på linket nedenunder, hvis du vil vide mere om destilleriet og historien bag Säntis. Tak til Exclusive Whisky for denne sample.

Mere information og flere indlæg om Säntis Malt.

Säntis Edition Snow WhiteSäntis Malt Edition Snow White III
Alder: 5 år
Alkohol: 48%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Æblemarmelade, æbletærte og æblekage. Fik jeg nævnt at den dufter lidt af æble? Kanel, vanilje og lidt mælkechokolade. Jeg kan ikke rigtig dufte den der blomme brandy, men jeg vil da gerne medgive at den har lidt destilleret druesaft over sig. Det er egentlig ikke nogen dårlig næse, når man først lige kommer sig over chokket. Den er dog meget sød og ikke ret kompleks, men derimod dejligt anderledes. Den ændrer sig ikke synderligt med vand.

Smagen: Jeg kan så til gengæld smage blommerne her. Blommer, æbler, vanilje og den der kakao, jeg har smagt i alle de andre Säntis aftapninger indtil videre er også her. Uden vand begynder den at prikke meget på tungen med peber og kanel. Det brænder måske endda lidt men den fornemmelse forsvinder med lidt vand. Ganske fornuftig palette og meget varmende.

Eftersmagen: Lang og varm eftersmag med æbler (havde ikke forventet andet), vanilje og chokolade.

Karakter: 86/100 (skala)

Kan det virkelig være rigtigt at den skal have 86? Reelt set skal den måske ikke, men jeg bliver bare så glad når jeg smager noget, som er så radikalt anderledes i forhold til, hvad jeg ellers er vant til. Hvis et skotsk eller et irsk destilleri forsøgte sig med noget lignende ville vi stå og grine af dem. Derfor er der dejligt befriende at et nyt destilleri tør at eksperimentere og tør at skubbe lidt til grænserne. Snow White er en spændende og anderledes dram med masser af sødme og jeg kan sagtens se fidusen i at frigive den når det er koldt udenfor. Den varmer skønt og giver én et smil på læben. Hvis du ikke er bange for at blive udfordret lidt så kan den købes hos importøren Exclusive Whisky. Jeg synes faktisk at du skulle prøve at smage den inden du rynker alt for meget på næsen.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *