Skotsk whisky – uden farve, uden filter

Dagens anmeldelse er ikke af whisky…! Det vil sige, det er den så lidt alligevel for jeg er nemlig kommet i besiddelse af bogen “Skotsk whisky – uden farve, uden filter”, som er skrevet af Lars Gregersen og Peter Kjær. Bogens visuelle udtryk kan jeg ikke bedømme, da bogen slet ikke er trykt endnu og det er derfor udelukkende den rå tekst jeg sidder med. Så er man selvfølgelig også fri for at se på alle de smukke destillerier og landskaber, som udelukkende distraherer. Jeg er dog sikker på at det endelige produkt bliver et sandt overflødighedshorn af billeder, der nok skal få os til at længes efter moderlandet.

Lars Gregersen & Peter Kjær

Lars Gregersen & Peter Kjær.

Det er ikke danske whiskybøger, der bliver skrevet flest af og det er nok ikke tilfældigt at en de få, der så kommer er fra Lars Gregersens og Peter Kjærs hænder. Peter Kjær, født 1959, er en kendt mand på den danske whiskyscene. Han har blandt andet arbejdet som Brand Ambassador i flere år og er i dag indehaver af Kruts Karport på Østerbro i København. Lars Gregersen, født 1964, er blandt andet medstifter af LAGO-import, som specialiserer sig inden for import af vin og spiritus. Særlig whisky er en vigtig del af forretningen og der importeres mærker som Glendronach og Arran (tak for det Lars!).

Bogen er bygget op omkring fem centrale kapitler og otte interviews med kendte personligheder inden for whiskyverdenen. Vi starter med en tur gennem whiskyens brogede historie og det er sjældent, at en whiskybog går så meget i dybden med historien. Det gøres med god portion humor og samtidig med stor respekt for det faktum at Skotland er formet af whiskyen og whiskyen er formet af Skotland. Det skæbnefællesskab bliver beskrevet på fornemmeste vis.

Skotsk whisky - uden farve, uden filter

Den endelige cover til bogen.

Næste kapitel omhandler selve produktionen og gennemgår alt fra dyrkningen af kornet over maltning, mæskning, gæring, destillation og lagring. Her er det vigtigt at huske at bogen hedder “Skotsk whisky” og ikke “Skotsk maltwhisky”. Det betyder at den omhandler alle aspekter af skotsk whisky, hvilket inkluderer det kæmpe område, som næsten alle andre bøger (bevidst eller ubevidst) negligerer og det er produktionen af grain whisky til den enorme blend industri. Denne del får samme mængde spalteplads som produktionen af malt whisky og der er endda smidt et besøg på North British ind også. Det samme gør sig gældende for blended whisky, som også får en grundig gennemgang. Kæmpe ros herfra for at huske de dele af branchen også. Derudover er næsten alle fadtyper beskrevet i detaljer og der er endda en gennemgang af de forskellige typer warehouses. Det hele er beskrevet med en god portion humor og der bliver ikke lagt fingre imellem. De to herrer har intet imod at kalde en spade for en spade og kalder blandt andet skrønen om at peat i vandet skulle have nogen betydning for smagen for det rene salgsgas.

Derefter kommer der et kapitel om de enkelte whiskyregioner, som leder os over i et kapitel om branchens spillere. Igen har man forsøgt at få det hele med og der er gennemgang af de store interessenter som Diageo, Pernod Ricard og så videre. Som noget ganske usædvanligt, så er der også en lang og meget interessant gennemgang af whiskyens mellemmand, de såkaldte whiskybrokere, ligesom der er en sektion omkring de uafhængige aftappere, som ellers aldrig får meget omtale i sådan nogle bøger. Der er endda blevet plads til en gennemgang af bødkerierne og malterierne. Her kunne man roligt afslutte sådan et kapital og være stolt af sig selv, men sørme om det hele ikke tager en politisk drejning, da der kommer en sektion omkring Scotch Whisky Association og deres betydning for branchen.

Afslutningsvis kommer der er kapitel om hvordan man nyder, vurderer og behandler sin whisky. Vi får en lille lektion i vores sanser og så beskrives Jim McEvans metode til at evaluere whisky og det inkluderer blandt andet at tilsætte vand til sin whisky. Det var glædeligt at læse denne opfordring og de, som kender mig ved at jeg ikke kunne være mere enig.

Charles Maclean

Bogen indeholder også et interview med Charles Maclean.

Alt det ovenstående er med til at skabe en ret unik bog, men vi er jo slet ikke færdige! Lars Gregersen og Peter Kjær har nemlig lavet otte interviews med spændende personligheder inden for whiskyverdenen, som giver et fantastisk indblik i en verden, som på den ene side er ren business og industri og, som på den anden siden er fyldt med passion og kærlighed til ens arbejde og ens hobby. Blandt de otte interviews finder vi blandt andet et med Martin Markvardsen og et med Hans-Henrik Hansen. To danskere, som har en kæmpe passion for whisky. Der er også et fascinerende interview med Mark Watt, der er General Manager hos Wm. Cadenhead, som giver os et indblik i, hvordan han ser markedet og aftappernes fremtid. Sidst med ikke mindst er der interviewet med Jim McEwan, som man bare kan læse igen og igen. Min eneste kritik af disse interviews er dog at de er alt for korte, men det ville jeg nok også mene selvom der var afsat 100 sider til hver af disse kæmpe personligheder.

Forfatterne selv mener at bogen mest er til nybegynderen, men jeg mener faktisk også, at der er rigeligt med kød på sidebenene til, at selv den mest erfarne whiskydrikker kan få noget ud af dette værk. Bogen er fyldt med fakta og anekdoter og man har været meget omhyggelig med at få så mange detaljer med som muligt, hvilket giver bogen en utrolig dybde og gør den svær at lægge fra sig. De otte interviews er med til at understøtte den historie, som Lars Gregersen og Peter Kjær ønsker at fortælle og dermed giver den bogen noget ekstra legitimitet. Derudover er det befriende at bogen ikke indeholder nogle smagsnoter eller en slavisk gennemgang af alle destillerier. Det findes der i forvejen masser af bøger, som gør ganske fremragende og fraværet af disse elementer er med at gøre bogen langtidsholdbar. Selvfølgelig er der visse dele af bogen, som er et øjebliksbillede af den skotske whiskyindustri, men jeg tror at bogen vil være næsten lige så relevant, og i hvert fald lige så interessant, om 20 år som den er i dag.

Hvis du er fast læser af denne side, så er du lige målgruppen for denne bog og jeg kan klart anbefale “Skotsk whisky – uden farve, uden filter”. De to forfatteres kæmpe viden og passion skinner igennem fra første side og jeg er meget imponeret over den grundighed, de har lagt for dagen. Bogen kommer til salg i landets vinhandlere fra uge 42 og når du alligevel er nede og hente den, så kunne du jo passende tage en god flaske whisky med hjem. Hvis man skal følge bogens ånd, så ville en grain whisky fra en uafhængig aftapper være lige i øjet.

Afslutningsvis skal der lyde et kæmpe Slàinte Mhath til Lars Gregersen og Peter Kjær. Tillykke med bogen. Det er fremragende håndværk og “Skotsk whisky – uden farve, uden filter” fortjener at stå på alle nuværende og kommende whiskydrikkeres hylde.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *