SMWS 123.9 – The Big Fat Tipsy Wedding

Er I klar til at komme med til et bryllup? Eller… Det vil sige den whisky vi skal smage på denne gang hedder noget med bryllup og så er det vel lidt ligesom at komme med til et bryllup. Eller… Nej, glem det! Skænk dig selv en hyggelig dram og lad os så komme i gang med anmeldelsen af denne sherrybombe.

SMWS 123.9Denne gang skal vi smage på endnu en aftapning fra The Scotch Malt Whisky Society og skulle nogen nu have glemt, hvad det går ud på, så slå et smut forbi min introduktion til SMWS. Denne aftapning hedder “The Big Fat Tipsy Wedding” og har nummer 123.9, hvilket vil sige at den kommer fra Glengoyne. Jeg har tidligere anmeldt Glengoynes egen 18 års aftapning, som jeg var meget glad for og hvis du er interesseret i mere information om Glengoyne, så tag et kig på den anmeldelse.

Glengoyne passer rigtig godt til sherryfade og fadet som er brugt til denne SMWS aftapning er da også et first-fill sherry fad. Den blev frigivet den 4. december 2014 og flasken var beskrevet i det forudgående Outturn. Allerede da jeg læste det Outturn var jeg klar over at jeg måtte smage den, men det lykkedes mig desværre ikke at nå det til Whiskymessen i Fredericia. I stedet så besøgte jeg baren hos SMWS i Vejle, hvor Thomas Korsgaard var så venlig at byde mig en tår og så var jeg solgt. Den måtte bare hjem i skabet og stå, så jeg kunne nyde den noget mere.

Mere information og flere indlæg om Glengoyne.

SMWS 123.9123.9 – “The Big Fat Tipsy Wedding”
Destilleret: 9. juli 1998
Alder: 16 år
Alkohol: 56,6%
Udbytte: 608 flasker
Fadtype: First-Fill Sherry Butt
Beskrivelse fra smagepanelet hos SMWS: Imagine a feasting table set with sweet mashed potato with butter, rye bread with beef dripping, figs and balsamic and hoppy IPA to wash it down. Deserts of chocolate and ginger, spiced treacle tart and sticky toffee pudding served with lashings of Turkish espresso. To taste, a knuckle of lamb with a wine jus, pork crackling and beef soppet (cooked juices), then curiously Bonjela and cola cubes. Water reminded the panel of Bovril broth and roasted pumpkin. A bathroom cupboard with talcum powder, violet fresh towels and shaving foam on the nose and walnuts and Jaffa cakes on the final taste.

Næsen: Til at starte med er det bare sherry, sherry og mere sherry, der bare rammer én lige i ansigtet. Masser af rosiner, bagte figner, kraftig mørk chokolade og brun farin. Senere åbner den sig lidt op med nogle friske bær i form af brombær og solbær, men jeg kan også fornemme karamel og bagt banan. En helt fantastisk og meget kraftfuld næse og den bliver kun bedre, hvis man altså kan lade den stå.

Smagen: I starten skuffer smagen faktisk lidt, men efterhånden som man sipper af den, så åbner den sig og bliver til den sherrybombe som man forventer og som næsen lover én. Det er de friske bær som kommer først og afleverer en lille smule bitterhed, men de afløses efterhånden af de søde noter med chokolade og rosin i hovedrollerne og lidt nødder i baggrunden. Utrolig fyldig og lækker i munden. Den høje alkoholprocent kan mærkes, men den er ikke ubehagelig.

Eftersmagen: Krydret eftersmag af kanel og muskatnød. Det er først her, at jeg kan smage de 16 år på fad og det er endda i baggrunden. Lidt mere af de der friske bær fra før. Mellemlang eftersmag som varmer og passer rigtig godt til en kold vinterdag eller en regnvåd aften.

Karakter: 89/100 (skala)

Jeg var sådan set godt klar over på forhånd, at denne her ville være et hit hos mig. Jeg er forfalden til sherrybomber og jeg er også forfalden til Glengoyne, så med mindre at der var skudt helt ved siden af i forbindelse med udvælgelsen af fadet, så ville jeg nok ende med at elske denne her og det gør jeg. Det er på ingen måde den største sherrybombe jeg nogensinde har smagt og det er heller ikke den bedste Glengoyne jeg har smagt, men det gør den ikke mindre herlig. Jeg har eksperimenteret lidt med vand i den, men er kommet frem til, at den ikke vinder noget ved det. Eftersmagen bliver en lille smule bedre, men til gengæld så taber den noget i næsen og det ønsker jeg bestemt ikke. Den kom, som tidligere skrevet, til salg på det danske marked i december 2014 og det danske udbytte var 18 flasker til en pris af 750 kroner per styk, hvilket er meget billigt i betragtning af, hvad du får for pengene. Mit bedste råd er at skynde sig at købe den, hvis man er til sherrybomber. Jeg ville i hvert fald ønske at der mere end den ene flaske i mit skab.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *