Spice King

Wemyss Malts producerer, udover deres single casks, en serie blended malts som repræsenterer hver sin region. Spice King, som vi skal smage i dag, repræsenterer Highlands og efter at have blandet op til 10 forskellige malt whiskyer sammen introduceres der en eller flere signature malts fra Highlands, som giver den masser af krop og krydrede noter. Foruden denne findes der også The Hive, der repræsenterer Speyside og Peat Chimney, der repræsenterer Islay. De har tidligere været tappet i forskellige udgaver med en aldersdeklaration og der har både været en Spice King 8 YO og Spice King 12 YO på markedet. Disse nye NAS udgaver blev introduceret til markedet i 2015 og samtidig blev styrken hævet fra 40% til 46% uden koldfiltrering. Tusind tak til importøren 1423 for denne sample.

Mere information og flere indlæg om Wemyss Malts.

Spice KingSpice King
Alder: NAS
Alkohol: 46%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Mere røget end jeg havde regnet med og røgen er faktisk lidt medicinsk i det. Derudover er den meget maltet og så dufter den ung. Der er lidt new make over næsen. Bitre grønne frugter, karamel og salt. Det krydrede aspekt skinner igennem med noget peber og nogle tørrede urter.

Smagen: Den er sød, men det er den her kunstige sødme, som jeg før har oplevet i flere blendede malts. Masser af malt og noget honning. Den har en krydret karakter med salt og peber Der lidt frugter derinde, men det meste bliver overdøvet af røgen, som ankommer til sidst i paletten og efterlader sådan en tør fornemmelse af aske.

Eftersmagen: Ganske lang eftersmag, som er krydret og tør. Røgen fortsætter ind i eftersmagen og dominerer til sidst det meste.

Karakter: 79/100 (skala)

Den her minder mig rigtig meget om aftapninger som Big Peat og The Big Smoke. Bare med mindre røg. Altså en ung whisky, som mangler lidt karakter, men som får tilsat lidt røget malt for at dække over manglerne. Det helt store problem her er bare at dette ikke bliver markedsført som sådan en whisky. Den her bliver markedsført som en blended malt med klare Highland signaturer og dem kan jeg ikke rigtig fornemme, så jeg synes lidt at den falder ned mellem to stole. En flaske koster omkring 400 kroner herhjemme.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *