Springbank 17 YO Sherry Wood

Med omkring en uge til dette års store whiskymesse, så synes jeg, at det var på sin plads med en anmeldelse og valget er faldet på endnu en single malt fra Springbank. Springbank får, ligesom så mange andre destillerier, fra tid til anden den idé at frigive nogle specielle aftapninger som der kun laves et vist antal flasker af og sådan én sidder vi altså med i dag. Springbank 17 YO Sherry Wood har tilbragt samtlige 17 år på en blanding af first-fill og refill sherryfade. Det samlede udbytte er 9.120 flasker og de fleste er desværre allerede revet ned af hylderne. Min er købt hos Cadenheads i Odense og jeg var derinde dagen efter, at jeg hørte de var kommet til landet. Jeg er jo, som bekendt, vild med “sherrybomber” og jeg var simpelthen nødt til at finde ud af om denne var noget værd.

Mere information og flere indlæg om Springbank.

Springbank 17 YO Sherry WoodSpringbank 17 YO Sherry Wood
Destilleret: April 1997
Tappet: Januar 2015
Alder: 17 år
Alkohol: 52,3%
Koldfiltreret: Nej
Farvet Nej

Næsen: Ikke den eksplosion af sherry som jeg umiddelbart havde forventet. Masser af friske bær, malt, salt og en lille smule røg. Med en teskefuld vand kommer sødmen og de klassiske sherrynoter dog frem. Nu er der tørre frugter, chokolade og kanel uden at det bliver til nogen decideret sherrybombe.

Smagen: Marmelade, appelsin, kanel, chokolade og tobak. Lidt bitter smag af fad, som forsvinder jo mere vand man tilsætter. Efter cirka to teskefulde vand bliver den helt varm og venlig. Ligesom andre Springbanks så skal man lære at elske denne her, men belønningen ligger lige under overfladen.

Eftersmagen: Lang tør eftersmag. Læder, røg og de søde sherrynoter dominerer.

Karakter: 87/100 (skala)

Hvad er dommen så? Ikke den bedste Springbank jeg nogensinde har smagt og heller ikke den sherrybombe som jeg lidt forventede og håbede. Til gengæld så er det 100% Springbank og man kan sagtens smage de sherryfade som den har ligget på, selvom de på ingen måde dominerer. Det er Springbank karakteren man smager først og sherryfadene kommer i anden række. Hvis man er Springbank fan så synes jeg, man skal gøre sig selv den tjeneste at smage den eller måske ligefrem eje den, men man skal ikke købe den bare fordi at man er til sherrybomber. Så bliver man skuffet.

Slàinte!

6 Comments

  1. Thomas Lunau Johansen

    Meget enig mht anmeldelsen. Hvis man forventer sherry, vil man blive skuffet, men det er en lækker dram.
    Er det med vilje at du ikke skriver hvad du har givet for flaskerne? man kan selvfølgelig med en hurtig søgning finde ud af det selv, men det ville imo være rart at prisen figurerer i anmeldelsen. Jeg er udmærket klart over at priserne kan ændre sig over tid, men hvis du skriver en pris, så har man også en referenceramme for hvor meget flasken evt. er steget.

    Tak for gode anmeldelser.

    Thomas

  2. Super, at vi nu har mulighed for at kommentere lidt på dine indlæg 🙂

    Springbank er altid godt, og jeg er enig i, at den nye 17 års er lækker, men heller ikke den bedste jeg har smagt. Jeg endte med at tage en Springbank 12 års Cask Strength (én af de 3 flasker, der var tilbage) med hjem, da jeg var forbi Cadenhead’s forleden. Jeg har dog stadig til gode at smage den, men alle jeg har snakket med siger, at den er super lækker, så det glæder jeg mig til!

  3. Man kan sku’ da heller ikke skrive på en whisky side uden at i to tosser også er her 😀

    Som Thomas og Martin skriver, så er Springbank altid garanti for snolder til ganen, men jeg har også smagt bedre, men jeg synes stadig den er rigtig god.
    Det KAN selvfølgelig også have spillet ind, at Martin, Thomas, Jonas og jeg have whiskyaften hos Martin og vi smagte intet mindre en 10 whisky samme aften, så smagsløgene ikke var helt friske 😀

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *