Stagg Jr.

Buffalo Trace laver mange forskellige aftapninger under mange forskellige navne, men en af de mere kendte er George T. Stagg, som er en del af deres Antique Collection. Den flaske kan være meget svær at få fat i, men Stagg Jr. som vi skal smage i dag er noget mere tilgængelig. Den har ingen aldersbetegnelse, men rygterne siger at den er 8-9 år gammel. Det er samme mash bill som Buffalo Trace, så der er meget lidt rug i blandingen. Tusind tak til Jens Jørgen Normann Jensen for denne sample.

Mere information og flere indlæg om Buffalo Trace.

Stagg Jr.Stagg Jr.
Alder: NAS
Alkohol: 67,2%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Chokolade og brændt sukker. Alkoholen prikker i næsen. Med vand kommer der hindbær, kirsebær, nelliker, kanel og vanilje. Temaet her er sødme, krydderier og fad. Der skal helt klart vand i denne her og den skal, for mit vedkommende, under 60% før jeg overhovedet kan dufte noget.

Smagen: Utrolig blød og kremet. Masser af sødme i starten med de brun farin og chokolade. Lidt frugt. Derefter bliver den meget krydret med kanel og vanilje inden afslutningen, som afleverer rigtig meget fad. Jeg skal love for at tungen begynder at prikke og sødmen sidder lidt på tænderne.

Eftersmagen: Lang (som i meget lang) eftersmag med kanel, peber og chokolade. Den bliver ved længe.

Karakter: 89/100 (skala)

Jeg debatterede længe med mig selv, hvilken score jeg skulle give Stagg Jr. og jeg endte med en ret høj karakter. Den er meget voldsom, men også ret unik og jeg er faktisk ret vild med den. Den er ikke lige så voldsom som George T. Stagg, men det er stadig ikke en dram man sidder og sipper en stille aften. Den kræver noget af mig og den forlanger min fulde opmærksomhed. Til gengæld belønner den mig med en smagseksplosion af de helt store. Eneste problem er prisen, som er omkring 1.000 kroner og det ligger i den høje ende for en bourbon. Det er dog, uanset prisen, en fremragende bourbon.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *