Teeling 15 YO The Revival

I sidste uge anmeldte jeg en irsk whiskey i form af Redbreast 15 YO og nu tager vi tilbage til den grønne ø. Vi skal nemlig grave os godt og grundigt ned i Teeling Whiskey Co. og inden på fredag har vi været rundt om hele deres core range. Vi starter dog med en limited edtion i form The Revival, som er frigivet for at fejre åbningen af deres nye destilleri. Det er en 15 år gammel single malt, som har lagret på tidligere romfade. Det er ikke ret tit at man ser en aftapning, som udelukkende har ligget på romfade og da slet ikke i så lang tid, så det er meget spændende. Ligesom det meste andet irske whiskey, så er den her også destilleret tre gange. Tusind tak til Juul’s for samples.

Mere information og flere indlæg om Teeling.

Teeling The Revival 15 YOTeeling 15 YO The Revival
Alder: 15 år
Alkohol: 46%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Der er naturligvis indflydelse fra romfadene her. Melasse, brun farin, sirup, nelliker og kanel. Der er dog masser af frugt nedenunder. Vi starter i troperne med ananas og banan. Derefter nogle lidt mere hjemlige æbler, noget vanilje og karamel. Hvis man lader den stå længe nok, så er det som at romfadene træder i baggrunden og whiskeyen får lov til at tale mere for sig selv, hvilket faktisk ikke er nogen dårlig ting.

Smagen: Ananas og fersken til at starte med. Derefter en del kanel og noget chokolade inden den der melasse fra romfadene kommer. Med sig har den lidt rosiner, nogle nelliker og noget appelsin. Meget sød og cremet smag. Smager heldigvis stadig mere af whisky end af rom.

Eftersmagen: Lang eftersmag med masser af sødme og frugt. Lidt kanel, men det er ikke meget.

Karakter: 89/100 (skala)

Jeg er ganske overrasket over denne her aftapning. Jeg er normalt ikke til whisky, der har ligget på romfade og da særligt ikke i 15 år, men den her smager rigtig godt. Det er næsten lige så godt som en god sherrybombe uden dog at kunne sammenlignes. Flasken koster 950 kroner herhjemme og til den pris kan jeg kun anbefale den til dem, som i forvejen kender Teeling og ved at de kan lide det eller til dem, som samler på Teeling. Det er ikke fordi at den ikke er pengene værd, for den kunne jeg sagtens argumentere for at den er, men mere fordi at deres core range faktisk er rigtig fornuftig prissat og jeg mener, det er bedre at starte der. Følg med i næste uge, hvor jeg smager på hele deres core range. Jeg er sikker at der er noget, som falder i din smag.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *