The Naked Grouse

The Famous Grouse er den bedst sælgende blended whisky i Skotland og for nogle år siden udvidede de sortimentet med The Naked Grouse som vi skal smage i dag. The Naked Grouse indeholder malt whisky fra Macallan, Highland Park og Glenturret. Grain whiskyen kommer hovedsageligt fra North British. Efter at lagret på diverse forskellige fade, bliver The Naked Grouse afsluttet på first-fill sherryfade. Hvorfor den lige skal hedde The Naked Grouse ved jeg ikke, men indpakningen afspejler i hvert fald navnet. Flasken har ingen label foran, men derimod en udskæring af en grouse og navnet er henvist til en lille label oppe på halsen.

Mere information og flere indlæg om The Famous Grouse.

The Naked GrouseThe Naked Grouse
Alder: NAS
Alkohol: 40%
Koldfiltreret: Ja
Farvet: Ja

Næsen: Det kræver 10-15 minutter inden den åbner sig, men så er der også godt med fad i næsen og den dufter fed og olieret. Rabarber, mørke bær og rosiner. Mørk chokolade og vanilje. Der er bestemt et grain element til stede, men afslutningen på sherryfade skjuler det meget godt. Den bliver sødere med tiden og så kommer der en lille smule røg i baggrunden.

Smagen: Den starter meget sødt og frugtigt. Friske jordbær og sherrynoter. Noget mere tynd end næsen gav antydning til og det er nok her at grain whiskyen bliver mere tydelig. Chokolade, kaffe, kanel og noget karamel. Meget blid i smagen og så godt som ingen bitterhed.

Eftersmagen: Rimelig lang sød eftersmag, med chokolade, kanel og rosiner.

Karakter: 83/100 (skala)

Der blev jeg alligevel overrasket. Det er faktisk en ganske udmærket blended whisky. Den kræver lige at man giver den 5-10 minutter til at åbne sig, men derefter bliver den også bare bedre og bedre som tiden går. Masser er sherrysødme i sødmen og en dejlig frugtig og krydret palette. Der er dog en ganske lille forstyrrende note af acetone i næsen, som forsvinder med en enkelt dråbe vand. Paletten er smule tynd, men ikke mere end i så mange andre blends og ikke noget, som ikke kunne løses ved at forhøje alkoholstyrken lidt. Det kan vi dog nok godt skyde en hvid pil efter. Hvis man er lidt eventyrlysten og ikke ser ned på blended whisky, så kan jeg godt give den her min anbefaling. Vi ligger omkring 275 kroner for en flaske og den pris synes jeg godt at den kan bære.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *