The Spice Tree

Compass Box har tit haft problemer med SWA (Scotch Whisky Association) og det fik de også da de sendte den første version af The Spice Tree på gaden i 2005. Den første version havde nemlig lagret på tønder, som var blevet foret med såkaldte indre stave af fransk egetræ, hvilket betyder at man sætter ekstra stave ind i en allerede eksisterende tønde for at øge andelen af træ i forhold til whisky. Compass Box blev tvunget til at trække den tilbage fra markedet og gik derefter i tænkeboks for at finde en anden måde at lave The Spice Tree på. Løsningen blev at udskifte enderne på tønderne med fransk egetræ og den løsning havde SWA ingen problemer med.

Compass Box’ ønske om at give whiskyen et ekstra krydderi fra det franske egetræ gør også at den lagrer på en lidt speciel måde. Det hele starter med malt whisky fra tre forskellige destillerier:

  • 60% Single Malt Clynelish – First-Fill American Standard Barrel
  • 20% Single Malt Teaninich – First-Fill American Standard Barrel
  • 20 % Single Malt Dailuaine – First-Fill American Standard Barrel

Disse tre malt whiskyer blandes sammen og lagrer i yderligere to år på fire forskellige slags tønder.

  • 21% First-Fill American Standard Barrel
  • 22% Hybrid Cask High Infrared Toast
  • 25% Hybrid Cask High Vanilla Toast
  • 32% Hybrid Cask High Mocha Toast

De tre hybrid tønder har en krop, som er lavet af amerikansk egetræ, hvor de originale ender er udskiftet med nogle lavet af fransk egetræ. De er så ristet forskelligt for at give forskellig smag til det endelige produkt. Procenterne svinger lidt mellem de forskellige batches, men grundopskriften er som ovenstående. Det er nærmest en hel videnskab, så skal vi ikke bare komme videre til det vigtige?

Mere information og flere indlæg om Compass Box.

The Spice TreeThe Spice Tree
Alder: NAS
Alkohol: 46%
Koldfiltreret: Nej
Farvet: Nej

Næsen: Det første indtryk jeg får er krydret honning og bivoks. Derefter kardemomme, karamel og muskatnød. Der er en grund til at den hedder The Spice Tree. Den er også ret maltet og der er noter af chokolade sammen med nogle bær i form af jordbær og hindbær. Glasur, mandariner og kanel. Virkelig en dejlig og indbydende næse.

Smagen: Jeg synes at det er de søde røde bær, som ankommer først. Derefter noget som minder om vaniljecreme og en masse lys chokolade. Lidt peber, som bliver til kanel og prikker lidt. Karamel og honning. Dejlig fed fornemmelse i munden og selvom den bliver mere krydret med tiden, så forsvinder sødmen aldrig helt.

Eftersmagen: Lang og krydret eftersmag. Kanel, malt, chokolade og en lille smule tobak.

Karakter: 87/100 (skala)

Sjældent har et navn passet bedre til en whisky. The Spice Tree er en krydderbombe uden lige, men den indeholder også en masse sødme og så er den ekstremt letdrikkelig. Man kan bruge lang tid på næsen og den bliver bare sødere som tiden går. Endnu en gang beviser Compass Box og John Glaser at de kan det der med at blende whisky og at en god blended malt kan være langt mere kompleks og tilfredsstillende end en single malt. Alle whiskydrikkere skylder sig selv at prøve noget fra Compass Box og til en pris på under 500 kroner er dette et fantastisk sted at starte. Den får mine varmeste anbefalinger.

Slàinte!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.